31-årig stukket i halsen med kniv på åben gade

Politiet sigter en 34-årig mand for drabsforsøg efter et voldsomt knivstikkeri på Markedspladsen i Herning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En 31-årig mand var i overhængende livsfare, da han torsdag formiddag blev overfaldet og stukket i både ansigtet og halsen med en kniv på Markedspladsen i Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Knivstikkeriet fandt sted kort før klokken 11.00.

De mange vidner til det voldsomme knivstikkeri kunne fortælle politiet, at gerningsmanden var flygtet på en mørk scooter. Kort tid efter blev en 34-årig mand anholdt på sin bopæl og sigtet for drabsforsøg.

»Der er tale om et meget voldsomt knivstik mod den forurettedes hals, som vi umiddelbart betegner som et drabsforsøg,« udtaler Mogens Poort, politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

»Vi kender fortsat ikke til motivet for knivstikkeriet, men nu skal efterforskningen forsøge at få kortlagt, hvilken uoverensstemmelse der kan have har ført til episoden.«

Offeret blev bragt til sygehuset, hvor han er blevet opereret. Han meldes torsdag eftermiddag uden for livsfare.

Politiet vil gerne høre fra vidner, der kan have set gerningsmanden køre fra Markedspladsen i sydlig retning.

Han kørte som nævnt på en mørk scooter og var iført en sort hjelm, grøn jakke og sort rygsæk.

Fredag fremstilles den 34-årige i et grundlovsforhør, hvor anklageren vil bede dommeren lukke dørene for offentligheden.

/ritzau/