31-årig dansker varetægtsfængslet for terrortrusler

En dansk mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger for at have fremsat trusler om terror på sin Facebook-profil.

En 31-årig dansk mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i surrogat i fire uger i en sag om terrortrusler.

Manden bliver i første omgang overført til Vestre Fængsel, indtil der kommer en åbning på en psykiatrisk afdeling.

Den 31-årige sad onsdag formiddag på anklagebænken i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg, hvor han er sigtet for at have fremsat trusler om terror på sin Facebook-profil.

Grundlovsforhøret udspillede sig for lukkede døre, men det står klart, at manden i perioden fra november og fremefter adskillige gange har truet med at begå terror på det sociale medie. Manden har erkendt, at han har skrevet de ting, som han er sigtet for.

»Jeg går ind for terror, jeg vil slagte nogen vantro svin,« har den 31-årige skrevet på Facebook ifølge anklagemyndighedens sigtelse.

Derudover har han angiveligt konkretiseret truslen til at sigte efter Danmark:

»Jeg bor i et land, der har forbandet min profet.«

Den 31-årige har derudover hævdet, at han er terrorist.

»Jeg er blevet terrorist, bedre end blasfemist,« har han ifølge anklagemyndigheden skrevet på sin Facebook-profil, ligesom den 31-årige også har truet med at dræbe Morten Storm, den tidligere PET-agent, der har virket i det militante islamistiske miljø.

Anholdelsen skete tirsdag efter en kortvarig efterforskning, som Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) har arbejdet sammen om. Den 31-årige er sigtet efter overtrædelse af straffelovens paragraf 114 - den såkaldte terrorparagraf.