300.000 danskere vil i dag blive ramt af »en hård omgang« restriktioner

Hårde restriktioner vil i dag ramme store dele af Nordjylland, efter at der er fundet en muteret type coronavirus i mink i særligt den nordjyske region.

 
Regeringen har besluttet, at alle mink i Danmark skal aflives, da SSI vurderer, at ny muteret coronavirus blandt mink udgør en stor risiko for folkesundheden og fremtidige vacciner. Video: Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere

Det er ikke kun en aflivning af alle mink i landet, men også en aflivning af erhvervet, mener danske minkavlere, efter at regeringen i går offentliggjorde den drastiske beslutning om at slå alle mink ned på grund af en muteret form for coronavirus fundet i dyrene.

Udsigterne er grumme ifølge faglig direktør for Statens Serum Instituts Infektionsberedskab Kåre Mølbak. Den muterede smitte har evnen til at slå Danmark tilbage til det spæde udgangspunkt af epidemien. Derfor går myndigheder og regeringen offensivt til værks, og det betyder en række restriktioner.

Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet sættes ind for at aflive alle mink, siger statsministeren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Ingen ved endnu, hvad restriktionerne kommer til at indebære, men ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) bliver de omfattende.

»Dette bliver en hård omgang,« skrev hun på Facebook i aftes.

De nye restriktioner vil blive offentliggjort i dag og kommer til at ramme flere nordjyske kommuner.

Der er tale om blandt andre Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø.

Der vil være tale om en nedlukning, der »går længere end det, der gælder i resten af landet«.

Om nogle kommuner i den nordjyske region vil blive undtaget, står heller ikke klart, men på nuværende tidspunkt tegner det til, at omtrent 300.000 indbyggere kommer til at leve under strengere restriktioner.

Værd at bemærke er det, at Danmarks fjerdestørste by, Aalborg, ikke er nævnt i den hidtidige udmelding om strengere krav.

Gårsdagens pressemøde var et enormt et af slagsen, og oplysningen om at aflive hele den danske bestand af mink skabte hurtigt overskrifter i mange internationale medier.

15-17 millioner mink står til at blive aflivet på grund af den nye muterede coronavirus, og 12 personer har allerede været smittet med den muterede form, lød det på pressemødet i går.

Minkfarmene med smitte fordeler sig over 18 kommuner over hele landet, men farmene i det nordjyske har været særligt hårdt ramt.