30 sager om forsvundne piger følges op

Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager er i fuld gang med at gennemgå gamle sager om savnede udenlandske piger. Indtil videre har de gennemgåede sager kun ført til piger i god behold.

I sagerne om Sonay og Ghazala – der for alvor fik sat fokus på problematikken omkring æresforbrydelser – udspillede de tragiske begivenheder sig på dansk jord. Sonays lig blev fisket op af Præstø Havn, Ghazala blev skudt på åben gade foran Slagelse Banegård. I den type sager kan forbrydelsen imidlertid sagtens tænkes at blive eksekveret på den anden side af Danmarks grænser – men det er ikke ensbetydende med, at de ansvarlige kan føle sig sikre, lyder det fra politiinspektør Niels Larsen fra Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager (SAIS).

Siden juli i år har den særlige advokatur gennemgået en række sager om forsvundne piger med indvandrerbaggrund for at sikre, at der ikke ligger en forbrydelse bag. Siden 1994 har der i Kriminalregistret over personer, der er anmeldt savnet og ikke efterfølgende er dukket op, figureret 30 sager om piger og unge kvinder i alderen syv-30 år – af udenlandsk herkomst – den profil, som SAIS har valgt at starte med, forklarer politiinspektøren. 19 af de savnede er fra Somalia, fem er fra Irak, og ellers er oprindelseslandene bl.a. Bosnien, Iran og Slovenien.

Indtil videre har SAIS gnavet sig halvvejs igennem bunken, og 16 sager er blevet lukket.

»De er alle i god behold. De er fundet rundt omkring i den store verden, og de er rejst fra Danmark af egen fri vilje,« forklarer Niels Larsen og understreger, at SAIS nu minutiøst fortsætter med de resterende sager. Han regner med, at de vil være igennem ved årsskiftet.

»Den fuldbårne succes vil være, at vi ikke finder en eneste sag, hvor der kan være forøvet noget kriminelt. Hvor sporet er koldt, og hvor der ikke er nogen fornuftige begrundelser på, hvorfor hun har forladt Danmark. Vi er ikke stødt på dem endnu, men jeg kan jo ikke sige, om det kommer,« siger han.

Niels Larsen undrer sig imidlertid over, at der ikke er et eneste tilfælde fra lande som Pakistan, Indien og Afghanistan – lande, hvor man ved, at disse ting forekommer – og efter hans vurdering bør det proaktive arbejde derfor fortsætte ved eksempelvis også at tage fat i cpr-registret. Her er 22.000 personer siden 1968 registreret som forsvundne.

»Vi kan frygte, at nogle sager ligger gemt i cpr-registret. At nogle forsvundne i det register egentlig hører hjemme i politiets register. Men har en familie ondt i sindet over for deres barn, så har den selvsamme familie jo ingen interesse i at melde til politiet, når datteren forsvinder,« pointerer politinspektøren.