30-årskrigen mod sprøjtemidler

Miljømyndighederne har i tre årtier arbejdet hårdt på at begrænse forurening af naturen og drikkevandet med sprøjtemidler. Men kampen har også båret frugt, de værste sprøjtemidler ser ud til at være luget ud.

Indsats mod sprøjtegifte er gået i stå.

Det kunne være en overskrift fra dagens Danmark. Men det er en avisoverskrift fra en 13 år gammel udgave af Berlingske Tidende.

Miljøminister Connie Hedegaard (K) har for tiden problemer med at få landbruget til at håndtere bekæmpelsesmidlerne efter målene i regeringens pesticidplan. Men hun er ikke den første minister, som er stødt på vanskeligheder i forsøget på at begrænse miljøbelastningen fra brugen af midler mod skadedyr, ukrudt og svampesygdomme.

Pesticider er stoffer, der kan slå uønsket liv ihjel. Risikoen er, at de ikke kun dræber ukrudt, insekter og svampe men også naturens vilde planter og dyr, og at de kan kan skade drikkevandet. Derfor har skiftende regeringer haft fokus på at lægge planer for, hvordan brugen af sprøjtemidler kunne håndteres med mindst mulig skade for miljøet til følge.

En af Connie Hedegaards forgængere Svend Auken (S) konstaterede allerede i 1994, at en pesticidhandlingsplan fra 1987 nærmest ikke var kommet ud af stedet. En hovedårsag var industriens mulighed for at klage over afslag på godkendelse af sprøjtemidler. Miljøministeriet var ved at drukne i informationstunge klagesager indtil Svend Auken skar igennem, begrænsede klageadgangen og forbød seks forskellige sprøjtemidler.

Forbuddet var en slags milepæl i opgøret med sprøjtemidler. Et opgør, der var båret af lige dele politik og faglighed. Når det gjaldt hensynet til drikkevandet, så politikerne helt bort fra, om pesticiderne var sundhedsskadelige i de koncentrationer, de kunne spores. Der gjaldt og gælder stadig en grænseværdi, der er så lav, som datidens måleudstyr kunne registrere. Den afspejlede et politisk ønske om, at der slet ikke måtte være rester af sprøjtemidler i drikkevandet, uanset om det var farligt eller ej. I andre fødevarer end drikkevand kunne man tage varerne af hylderne, hvis de indeholdt for meget pesticid. Anderledes med drikkevandet, som i Danmark næsten udelukkende hentes op fra undergrunden. Når pesticiderne først er kommet derned, kan man ikke bare tage drikkevandet af hylden.

Den politiske indsats var først og fremmest rettet mod landbrugets bevidste anvendelse af pesticider på markerne. Men det mest udbredte problem med en sprøjtegift havde landmændene kun en mindre andel i. Skurken gik under navnet BAM, et stof, der opstår, når sprøjtegiften dichlobenil nedbrydes i miljøet. Miljømyndighederne fandt BAM overalt i grundvandet og mange steder over grænseværdien. Vandværker måtte lukke boringer på stribe og finde andre kilder. Blandt afsenderne af giften var kommunerne, amterne og vandværkerne, der brugte midlet til at bekæmpe ukrudt.

Forbud
Ukrudtsgiften blev forbudt i 1997 og kom dermed i selskab med atrazin, der blev knyttet sammen med en tilsyneladende overhyppig forekomst af knoglemarvsbrok blandt indbyggere i Ejstrupholm ved Vejle. En sammenhæng, som Sundhedsstyrelsen dog ikke kunne finde belæg for. Også en gruppe af såkaldte fenoxysyrer blev ret tidligt forbudt eller begrænset i anvendelse.

Samlet set peger Dansk Landbrug på, at miljømyndighederne i dag med hjælp fra landbruget har fået luget ud i de mest miljøbelastende sprøjtemidler. Derfor argumenterer landbruget også for, at deres forbrug ikke længere er så miljøskadeligt, selvom de sprøjter hyppigere end forudsat i den nuværende regeringens pesticidplan.

Det er ikke antallet af behandlinger med sprøjtegift, der er afgørende, men den skade det eventuelt giver på naturen, påpeger landbruget. Miljøminister Connie Hedegaard (K) har købt argumentet og overvejer nu, om hun skal adoptere et forslag fra nogle eksperter om at måle miljøbelastningen fra landbrugets bekmæpelsesmidler mere præcist, end det sker i dag.