Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En 30-årig mand er torsdag blevet idømt 18 års fængsel for indsmugling og videredeling af narkotika ved Retten i Viborg. Manden er blevet dømt for en »aktiv rolle« i forbindelse med »eksorbitante mængder hård narkotika«.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden har ifølge retten stået bag indsmugling og videredeling af ikke under 384 kilo amfetamin, 2,5 kilo kokain og knap 1 kilo ketamin.
Desuden skulle han have håndteret meget store pengebeløb i forbindelse med salget af narkotikummet. Retten var enig med anklagemyndigheden i, at narkosalget var meget professionelt, og at det var meget indbringende.
Ifølge Midtjyllands Avis er den dømte den 30-årige Mike Vad Schade fra Silkeborg.
Anklagemyndigheden krævede, at den almindelige strafferamme for alvorlig narkokriminalitet blev udvidet på grund af skærpende omstændigheder.
Specialanklager Jesper Klyve er tilfreds med dommen.
»Jeg er særdeles tilfreds med, at et rigtigt godt politiarbejde har ført til, at vi i dag har fået en dom, der i den grad afspejler alvoren af kriminaliteten,« siger han i pressemeddelelsen.
Den dømte 30-årige nægter sig skyldig og har krævet betænkningstid i forhold til eventuel anke af sagen. Manden skal forblive varetægtsfængslet frem til afsoning.
/ritzau/