29-årig mand er indlagt med kvæstelser efter ulykke nær Ribe

To mænd på 26 og 29 år forulykkede lørdag aften øst for Ribe. Den ene er indlagt med kvæstelser.

To mænd forulykkede lørdag aften på Haderslevvej øst for Ribe. Den ene er kvæstet. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ribe. En 29-årig mand blev lørdag aften kvæstet i en soloulykke nær Ribe og fløjet til Odense Universitetshospital.

Det fortæller vagtchef Karsten Høy fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han tilføjer, at mandens pårørende er underrettet.

Manden blev først meldt i kritisk tilstand, men tidligt søndag morgen er meldingen, at hans tilstand er stabil.

Der var to mænd på henholdsvis 26 og 29 år i bilen, da ulykken skete på Haderslevvej øst for Ribe kort før klokken 22.00 fredag.

- Den yngste af de to er lettere tilskadekommen og kørt til sygehuset i Esbjerg, siger Karsten Høy.

I første omgang blev en person meldt fastklemt.

En bilinspektør skal forsøge at fastslå årsagen til ulykken.

- Vi ved ikke, hvorfor de mistede herredømmet over bilen. Vi er nødt til at afvente bilinspektørens undersøgelse, siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken lørdag klokken 21.56.

/ritzau/