28.01.07: »Det er 1.150 kroner for at ligge dér, men så er du også bevidstløs«

Mens Holland, Tyskland og Schweiz går nye veje i narkopolitikken, så spæner NARKOMANERNE herhjemme stadig rundt for at skaffe stofferne: Linda accepterer f.eks. at være bevidstløs, mens en 71-årig mand dyrker sex med hende. Fem andre pigeri Skelbækgade acceptererpå samme måde mandens krav for at kunne skaffe stoffer.

Prostitureret på Vesterbro. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Tagensvej i København bliver kaldt for livets vej. Den begynder ved Rigshospitalet og slutter ude ved Bispebjerg Krematorium.

Linda bor næsten ude ved Bispebjerg.

Hendes, kærestens og vennens hverdag er blandt andet resultatet af dansk narkopolitik anno 2007 - mens andre lande har omlagt kursen, så har Danmark endnu ikke turdet lave eksempelvis forsøg med statskontrolleret heroin til den hårdeste kerne af narkomaner. De pisker rundt for at skaffe penge:

Linda har gennem fire år haft en kunde, der tænder på sex med lig. En 71-årig mand bedøver hende med ti lexotaner og to F2er. Derefter har han sex med hende mod at betale hende i form af flere eftertragtede piller, som han har, fordi hans kone arbejder på et plejehjem.

»Så er du bevidstløs og aner ikke, hvad han laver. Nogle gange vågner du op i små glimt og ser, at han slikker dér, men du registrerer det egentlig ikke. Og det er aldrig noget, vi snakker om. Han fortæller ikke noget, og jeg spørger ikke,« fortæller Linda. Yderligere fem piger har denne mand som kunde og som en del af deres hverdag.

»Det er 1.150 kroner for at ligge dér, men så er du også bevidstløs,« siger Linda, som hos de normale kunder i Skelbækgade får 400 kroner for et knald og 200 for et blow-job.

LINDAS KÆRESTE SIDDER ved siden af i sofaen og er i fuld gang med at fordele heroin sammen med vennen - Carsten - der sidder i lejlighedens anden sofa.

»Ja, det sgu langt ude, at du er nødt til det,« kommenterer kæresten, som for kort tid siden er sluppet ud fra fængslet. En anelse fraværende. Det har han også grund til - han har nemlig haft en temmelig travl formiddag, hvor han sammen med Carsten har lavet dagens første tyveri.

Carsten varmer den brune heroin på et stykke sølvpapir, så den omdannes til en lille brun klat. Med et rør suger han dampen fra klatten ned i lungerne.

»Ahhhhhh,« lyder det ovre fra ham, da han er færdig. Et kort øjeblik finder roen ind til ham for første gang.

»Han er på springtur,« fortæller Linda, mens hun forsøger at finde en blodåre. Det samme sker kort tid efter for kæresten, og så sidder de begge dér med kanylerne hængende i armene, og kærestens ellers urolige hund, Chili, har fundet et gammelt kødben under sofaen og har i sympati også lagt sig til rette i sofaen med kødbenet hængende ud af munden.

Springtur betyder, at Carsten er stukket af fra fængslet på nu tredje uge. Han har fået lov til at gemme sig hos Linda, fordi han - ifølge Linda - er blandt branchens bedste til tyveri.

Stukket af?

»Ja, så gemmer han sig heroppe. Han er god til at lave penge. Jeg har aldrig mødt en, der er så god, som han er. Han er suveræn.«

Og det kan hun meget vel have ret i. I denne toværelseslejlighed er der påfaldende mange B&O-fjernbetjeninger, et B&O-fjernsyn, to store højtalere og et stereoanlæg fra samme fabrikant.

EN NORMAL DAG for de to mænd er et indbrud om formiddagen og et om eftermiddagen.

»Min kæreste har lavet de dér tricktyverier, indtil Carsten flyttede ind. Den første dag lavede vi 17.000 kroner. Vi solgte tingene samme dag i forretningen, og så havde vi tyve gram heroin og masser af piller. Vi hyggede os i tre dage, så var pengene brugt op,« siger Linda og ryster på hovedet af sig selv og de to mænd.

Carsten er igen ved at vågne og er gået i gang med hashen.

Ved I nøjagtig, hvem der vil købe alle de ting?

»Ja, kioskerne. De har allerede bestilt bærbare computere, og så ved vi, hvad vi skal gå efter,« siger Linda.

Og med én bærbar computer skulle man tro, at økonomien for denne dag var hjemme, men det er ikke tilfældet. Den får de 500 kroner for. En bilradio får de 50 kroner for.

»Så har vi det B&O-anlæg til 27.000,« siger Linda og peger på højtalerne og stereoanlægget.

»Det skal vi også have skudt af. De var ved et sælge det for 2.000 kroner i går, men så sagde jeg: 'Stop, mand!'. Det går jeg ikke med til. Det bliver ikke solgt for under 5.000. I dag er de også glade for, at det ikke er væk. Der er kommet en køber, som vil give 5.000, men det ender nok med 4.000 kroner. Det gør det altid.«

KLOKKEN ER VED AT VÆRE 14.00, og de to mænd har taget jakkerne på. Efter halvanden time i sofaen, må de på den igen - eftermiddagsindbruddet venter.

Linda går ud i køkkenet og laver sig lidt frokost. Tun blandet med majs. Hun ryster også selv på hovedet ad deres hverdag, men det kan ikke være anderledes. De er afhængige af stofferne og pillerne, og så skal der skaffes penge.

I HOLLAND, DELE AF TYSKLAND og Schweiz udleverer staten heroin - og undgår dermed i stort omfang indbrud, og pigerne slipper for at opfylde mænds nekrofile lyster, og hvad den branche ellers rummer.

Herhjemme har politikerne indtil nu afvist, at Danmark skulle gå samme vej. Men nu vil Socialdemokraterne være med til at lave et forsøg med statsbetalt heroin til de mest udsatte narkomaner. Og De Konservative er åbne for at diskutere det.

En gruppe hollandske forskere har fået trykt en sundhedsøkonomisk analyse i British Medical Journal, som viser, at for hver narkoman i behandling sparer samfundet 240.000 kroner om året til bekæmpelse af kriminalitet og erstatninger. For hver narkoman vil lægeordineret heroin koste 130.000 kroner.

Sundhedsstyrelsen har tidligere frarådet denne behandling. Den er dyr, lød begrundelsen. Og politikerne har frygtet, at lægeordineret heroin vil lokke endnu flere ud i et misbrug. Sådan er det bare ikke gået i Zürich i Schweiz. I 1990 kom der 850 nye brugere, og efter lægeordineret heroin var indført, var tallet for 2002 nede på 150 nye brugere, viser en artikel fra det britiske lægetidsskrift The Lancet fra juni sidste år.

LINDAS TELEFON RINGER. Det er en pusher fra Albertslund - en af de faste kunder. Hun skal være derude klokken syv og får også her stoffer som betaling.

Pludselig kommer de to unge mænd ind i lejligheden igen.

»Hov, det var hurtigt,« udbryder Linda.

»Vi skal have anlægget,« svarer Carsten.

»Er det solgt?«

»Ja.«

»Hvor kører I hen?«

»Ned til kiosken,« siger Carsten, der bærer B&O-stereoanlægget, mens kæresten har de to højtalere.

»Vi ses - jeg skal nok gå en tur med hunden,« lyder det fra Linda.

Hun fylder 28 år til februar og har en datter på syv år, som bor hos en plejefamilie. Linda flyttede hjemmefra, da hun var 12 år og tog heroin første gang, da hun var 16 år. Hun er fra den generation, som i folkeskolen fik vist den verdensberømte film om narkopigen Christiane F. Linda syntes, modsat de andre i klassen, at Christiane F. levede et fascinerende liv.

Det synes hun ikke længere. Det er for råt. Hun arbejder blandt andet med topløs servering i Istedgade, og her bærer en af de ansatte våben.

»Jeg har selv jaget en kniv i låret på en mand, og jeg har brugt tåregas. Nu har jeg fundet ud af, at når jeg bliver voldtaget, så ligger jeg bare stille. For jo mere modstand du gør, jo mere ophidser du manden, og jo mere ondt gør det på dig selv. Så det gælder om at ligge så stille som muligt og bare lade ham udføre sit arbejde. Det er erfaringen fra at have gået dernede i så mange år.«

Hun er blevet voldtaget 12 gange.

TELEFONEN RINGER IGEN.

Linda siger 'ja' og fem sekunder senere igen 'ja'. Så afslutter hun samtalen.

»Det var ham. Ham, den 71-årige. Han kommer om lidt.«

Det er løgn!

Stilhed.

Har du en anelse om, hvad det egentlig er, at han gør ved dig?

»Det eneste jeg tror er, at han ikke bruger kondom. Men vi snakker aldrig om det. Han giver mig ti Lexotaner, som koster 15 kroner per styk - det er 150 kroner. Så får jeg tyve F2ere, som koster 50 kroner stykket. Det er 1.150 kroner for at ligge dér, men du er også bevidstløs. Jeg aner jo ikke, hvad han laver.«

Det ringer på døren.

Vi kigger på hinanden. Hun åbner.

Den gamle mand med de nekrofile lyster træder ind. Han ligner en hvilken som helst bedstefar med tilbagestrøget gråt hår. Af alle mennesker tager han pænt og høfligt skoene af, inden han går ind i stuen. Han får øje på mig, går hen og giver hånd og præsenterer sig med navn. Han står og nikker lidt utilpas.

Linda indleder med lidt småsnak. Han nikker fortsat.

Nå, men det kan være, jeg skulle smutte nu!

Klokken er tre.

Udenfor på Tagensvej bliver jeg stående og kommer i tanke om, at den gamle mand ikke ved spor om, at Linda før jul fik konstateret HIV.

Tre timer senere ringer jeg til hende. Hun skulle have været i Skelbækgade klokken fem, hvor fotografen var klar.

»Nej, der når jeg ikke ned. Jeg er først ved at komme til mig selv nu. Jeg skal også ud til Albertslund klokken syv,« siger Linda.

Det var så den dag for Linda, kæresten og Carsten. I morgen begynder en ny - og for adskillige andre narkomaner vil den ligne deres.

Navnene i artiklen er opdigtede. De medvirkendes identitet er redaktionen bekendt.