27. april: Uden udenlandsk brændsel kommer vi til at fryse til vinter

Der graves og stables tørv i en mose i Birkerød
Der graves og stables tørv i en mose i Birkerød
Læs mere
Fold sammen

I løbet af 1945 blev det stadig sværere at holde varmen i de private hjem. Mange brugte tørv, der blev gravet frem af de danske moser. Men også indenlandsk brændsel som netop tørv fandtes i begrænsede mængder og var derfor også underlagt rationering. Berlingske skrev, at hvis ikke der kom udenlandsk brændsel, ville man komme til at fryse. Der var gang i tørveproduktionen, og mange fandt arbejde ved at grave løs i moser. Men der blev ikke gravet nok frem, og Handelsministeriet besluttede, at der i private hjem skulle være fyringsforbud for centralvarme efter 1. maj. Alle private ejendomme med centralvarme og offentlige bygninger blev underkastet forbuddet, der nok var til at leve med i den varme tid, men let kunne blive et mareridt senere på året. Kakkelovnene i lejlighederne blev på grund af skrappe gasrestriktioner anvendt til kogning og madlavning, og derfor veg man tilbage fra også at udstrække forbuddet til kakkelovne.

Det var i praksis Direktoratet for Vareforsyning, der tilrettelagde rationeringen under besættelsen. Der var tale om stram styring for at strække lagrene af råstoffer og for at regulere priserne, så man kan ikke tale om et frit marked under krigen. En voksende hærskare af cand.politer vandrede ind i centraladministrationen for at administrere rationeringerne og har aldrig siden forladt den.

Fra maj 1940 blev al brændsel rationeret og derefter kom jævnlige skærpelser. Man brugte kul, koks og tørv til at fremstille elektricitet og gas, og før krigen hentede man de fleste kul i Storbritannien. Efter besættelsen fik man kul fra Tyskland, der var interesseret i at opretholde en dansk produktion, fordi den i sidste ende gik til eksport til selvsamme Tyskland. Man anvendte i stigende grad brunkul, der blev brudt fra åbne lejer, men hvis brændselseffekt var lille. I juli 1942 måtte man rationere gas, og private, der overskred de små rationeringskubikmeter, fik simpelthen lukket for gassen. I hjemmene gik man i løbet af krigen over fra koks til tørv, og man måtte finde sig i de gener, det gav i form af løbesod, eksplosionsfare og tørveos i stuerne.

Efterhånden kom de omfattende udgravninger af tørv til at præge landskabet og satte mange mennesker i arbejde. Tørveproduktionen blev 20-doblet i løbet af krigen og dækkede efterhånden en tredjedel af landets brændselsforbrug. I alt var 70.000 mennesker beskæftiget i tørveindustrien, og det var en af årsagerne til et fald i arbejdsløsheden. Benzin og petroleum forsvandt stort set fra det danske samfund, og der var meget lidt privat bilkørsel.. Man ser ofte på fotografier fra krigens tid biler med mærkelige apparater monteret til at drive dem frem. Der var tale om gengasbiler, der kørte på gas, som stammede fra en kakkelovn monteret på bilen. Brændslet kunne være tørv, men var ofte bøgetræ. I 1943 kørte 24.000 biler på gengas, mens 6.000 biler havde tilladelse til at køre på benzin.

Togene kørte på grund af svingende kulleverancer som vinden blæser. Der var jævnligt panik, og som krigen gik, blev jernbanedriften mere og mere uregelmæssig. Krisen nåede så langt, at DSB i efteråret 1944 nægtede at fragte juletræer over Storebælt, fordi godstrafikken var hårdt belastet. Danmark var i juletræs-krise, mens mennesker i resten af Europa blev myrdet i stort antal.

DSBs togplaner gik mere eller mindre i opløsning i løbet af 1944, og i perioder blev al passagertransport aflyst vest for Storebælt. Dertil kom den stigende jernbanesabotage, som bl.a. indebar, at civil togtrafik konsekvent måtte vige, når tyskerne måtte bruge alternative ruter for at undgå de saboterede strækninger. I storbyerne gik det bedre med offentlig trafik, fordi man kunne anvende eldrevne køretøjer, og en del busser kørte med bøgetræ og tørv. Sporvognene havde deres kronede dage og satte deres præg på København som det mest sikre transportmiddel, selv om også sporvognene i krigens sidste fase led under energimangel. Til gengæld blomstrede cykelkulturen, og cykelpigen med susende skørter blev lidt af en nationalfigur.

En række cykelbiler skulle på forskellig vis og med vekslende held erstatte bilen – men blev mest et kuriøst indslag i gadebilledet. Hvis man alligevel skulle cykle, kunne det lige så godt foregå på en cykel! Cykeltaxaer fik en opblomstring, og i 1943 tjente en ung Simon Spies en fin dagløn på 13 kr. og 25 ører ved at cykle folk hjem fra forlystelsesetablissementet Adlon. Det var efter, at han, som mange andre unge danske mænd, havde tjent penge på at arbejde i det stortyske rige.