27. april: »Advarsel til letsindige, vejledning til uvidende«

Poul Reumert spillede abortlæge i filmen »Det brændende spørgsmaal«
Læs mere
Fold sammen

Et nyt skrift så dagens lys i april 1945. Dr. Fritz Reyman udsendte et hæfte til danske husstande om stigningen i kønssygdomme under besættelsen, og Berlingske Tidende skrev en artikel om kønssygdomme. Antallet af syfilistilfælde steg nemlig foruroligende, og Reyman pegede på, at det var en følge af ungdommens letsindigheder. Reyman følte det som sin pligt, som Berlingske Tidende skrev, at advare om den risiko, man løb, hvis man i tankeløshed eller af letsind indlod sig intimt »med hvem som helst.«

Han skrev som afskrækkende eksempel om en dame i en dansk provinsby: »En meget tvivlsom dame, der drev en lille forretning, havde i butikkens baglokale forbindelse med en række mænd af byens borgerskab, hvorpå disse mænd hver for sig smittede deres kone eller kæreste.« Der var tale om en tidobling af syfilis fra 1943 til 1944 og en syvdobling af gonoré.

Bag den alvorlige udvikling i disse sygdomme var det forhold, at besættelsen nok hindrede løssluppen morskab på byernes muntre steder, fordi udgangsforbud og mørklægning gjorde den slags svært, men at kønslivets drifter alligevel fandt konkrete udtryk. En af årsagerne til stigningen var tilstedeværelsen af tyske soldater. I april 1945 var der således 180.000 tyske soldater i Danmark. De kom fra alle egne af Europa, og mange havde pådraget sig kønssygdomme. Der var også mange danskere, der havde været i Tyskland som arbejdere, og danskere, der arbejdede for den tyske besættelsesmagt, og som flyttede rundt fra barakby til barakby. Denne nye mobilitet øgede risikoen for kønssygdomme. Og så spillede det naturligvis en rolle, at man ikke kunne skaffe gummi til kondomer. Danske og tyske myndigheder samarbejdede, som på andre områder, tæt for at begrænse smittefaren, og de tyske militære myndigheder samt dansk politi udvekslede oplysninger om smittede kvinder og mænd. Politiet opsporede ihærdigt smittede kvinder, og efter at politiet var taget 19. september 1944 videreførte Københavns kommunale vagtværn arbejdet med at opspore og anholde smittebærere.

Højt humør på stranden ved Bellevue Fold sammen
Læs mere

Et mørkt kapitel af besættelsestiden handler om de danske piger, der havde samkvem med tyskere, og som blev betegnet som »tyskertøser«, »feltmadrasser« eller »syfilishoppere.« Der blev registreret 5.500 børn som resultat af disse forhold, hvilket vidner om et højt antal forbindelser. Tyskerpigernes samvær med tyskere gav anledning til stor national forbitrelse, og fra dansk side førtes kampagner mod pigerne for at isolere dem og advare andre piger mod den slags forbindelser. Ved befrielsen blev tusindvis af kvinder interneret for at have været tyskerpiger, men ved retsopgøret blev de ikke dømt for fraternisering med tyskere. Nogle få fik dog domme for landsskadelig virksomhed, fordi de på anden måde havde gavnet besættelsesmagten.

Der foregik i skyggen af besættelsestiden en kulturkamp om moralsk renhed og seksuel afholdenhed. Ungdommen ønskede at more sig og stifte bekendtskab med det andet køn, og præster og moralister tordnede mod løssluppenhed. Den unge forfatter Jens Gielstrup havde givet bolden op med sin gennembrudsroman fra 1939 »Kys til højre og venstre«, der skildrede en friere seksualmoral, og selv om unge Gielstrup blev skudt ned og dræbt som RAF-pilot i 1943, var der andre unge danskere, der havde samme frie moralbegreber.

Der opstod i 1942 et veritabelt opgør om ungdommens moral eller mangel på samme, der fortsatte krigen ud. Resultatet blev film og bøger, som advarede mod løse forbindelser, umoral og uønskede graviditeter. I 1943 udsendtes filmen »Det brændende Spørgsmål«, hvor dansk teaters store skikkelse, Poul Reumert,  spillede overlægen, som  havde foretaget en abort og måtte forsvare sig i retten.  Historikeren Erik Kjersgaard konkluderede, at den erotiske frigørelsesproces, der var begyndt i mellemkrigstiden, fik et vældigt skub fremad i krigstiden, men under skrig og skrål fra konservative og moralske stemmer.

Selvfølgelig havde erotisk litteratur en god tid under besættelsen. Kiosklitteraturen, som den kaldtes, spredte sig hurtigt i form af »kulørte hæfter«, der ofte var kriminalhistorier, men også kunne være frække. Man har vurderet, at der under besættelsen udkom 325.000 kulørte hæfter om ugen. Klassikeren Hudibras fik således sin start under krigen, og her tegnede danske tegnere nøgne kvinder.  Men i februar 1944 skærpede myndighederne holdningen og gav udgiverne domme for slibrige hæfter.

Der blev også plads til litterære, frække bøger som den klassiske ”Decameron fra” 1300-tallet, som under besættelsen udsendtes illustreret af tegneren Herluf Bidstrup. Digteren Jens August Schade skrev i 1944 den erotiske roman ”Mennesker mødes, og sød Musik opstaar i Hjertet”, der med sin frimodighed vovede at udfordre moralske kridtstreger.