En 26-årig mand er blevet sigtet for drab på tre ældre mennesker i et boligkompleks i København. Ofrene er henholdsvis 80, 81 og 83 år, oplyser Københavns Politi.
Efterforskningen af drabene begyndte at rulle, da en 81-årig kvinde i weekenden blev fundet dræbt i sit hjem i et boligkompleks på Østerbro i København.
Pårørende og beboere i komplekset gjorde i den forbindelse betjente opmærksomme på, at andre mistænkelige hændelser var sket i tiden inden drabet.
Frygten var, at andre beboere havde været udsat for lignende forbrydelser. Og det er der altså noget, om tyder på.
I hvert fald er den 26-årige nu sigtet for yderligere to drab. Det drejer sig om en 83-årig kvinde, som døde 7. februar, og en 80-årig mand, der døde 2. marts.
/ritzau/