De lodrette klippevægge tårner sig op på begge sider af skibet. Toppene forsvinder i tågen, bunden er et sted langt under den mørke havoverflade.
Klippevæggene står så tæt, at man får fornemmelsen af, at skibet om få minutter kiler sig fast mellem dem.
Her er helt stille, ikke engang de få fugle, der er fulgt efter MS Finnmarken ind i den smalle Trollfjorden, giver lyd fra sig, og da kaptajnen tuder i skibets horn, så ekkoet ruller gennem fjorden, forekommer det næsten blasfemisk.
Lad det være sagt med det samme: En rejse med Hurtig-ruten er en dyr fornøjelse. Som i en pris startende ved 22.796 kroner per person. En rejse med Hurtigruten er imidlertid også en unik fornøjelse.
For den 2.500 km lange tur langs Norges forrevne vestkyst er ikke et krydstogt i gængs forstand. Her er ingen kasinoer, kulørte drinks eller dresscode, der dikterer »casual eller formal«. Her er bare et uprætentiøst skib, der sejler forbi og igennem så smuk natur, at Hurtigruten markedsfører turen som »verdens smukkeste sørejse«.
Det er i år 120 år siden, Hurtigruten første gang foretog den rejse. Ikke for krydstogtgæsters skyld, men med det formål at fragte frugt fra syd og fisk fra nord og post fra hele kysten til de små samfund i det tyndtbefolkede område. Før skibet kom til, tog det et brev fem måneder at komme frem. Nu tager det få dage.
Hurtigruten er stadig et fragtskib, og for de lokale, der bor i eller omkring de 34 havne, som skibet anløber på sin vej mellem Bergen i syd og Kirkenes i nord, et vigtigt transportmiddel. Men turen er så spektakulær, at turister fra hele verden gerne vil sejle med.
»Det har jeg altid drømt om,« siger en ældre dansk kvinde, jeg møder på dækket på dag to.
»Den natur her, den har vi jo ikke i Danmark, vel?« siger hun og nikker ud over Geirangerfjorden, som skibet langsomt er på vej ind i.
Nej, det har vi ikke. De høje fjelde, der knejser over dybe fjorde, er nærmest ikonisk norsk og et meget smukt syn.
Et vandfald vælter ned fra toppen af klippen – det er De syv søstre, fortæller guiden i højttaleren. Solen skinner og får krusningerne på havet til at blinke og skibet til at danne så fotogen en skygge på klippevæggen ved siden af os, at den ældre kvinde tager en tilsyneladende uendelig række billeder.
Da kameraet er pakket væk igen, fortæller hun, at hun og hendes jævnaldrende veninde skal med på hele rejsen – 12 dage frem og tilbage fra og til Bergen – og at de ikke har planer om at smutte i land ved nogle af de små havne, skibet anløber. De skal heller ikke med på den ellers meget populære udflugt, der starter fra bunden af Geirangerfjorden og går op over Trollstigen.
Faktisk har de to kun booket få af de godt 30 udflugter, der er på programmet undervejs.
»Vi er med for sørejsens skyld. Vi skal bare se på naturen, spise noget mad og slappe af,« siger hun.
Det første, at se på naturen, er svært at undgå. Den er lige uden for vinduet; hav, klipper, rå landskaber med krat og lave buske, sol, tåge og om sommeren evigt lys.
I bygderne er der kun få små huse, der ser endnu mindre ud, når det otte dæk høje skib glider ind til kajen og i ofte bare 15 travle minutter læsser grøntsager, fladskærme og et par passagerer med rygsække af, inden MS Finnmarken er videre.
Så er der det med maden. Den bruger mange af dem, der spiser i restauranten, tilsyneladende ret lang tid på. Måske fordi frokostbuffeten står i godt 300 kroner, og middagen med de tre retter over 400 kroner, hvis man har købt en rejse, hvor maden ikke er inkluderet.
Eller måske fordi begge dele faktisk er ganske fine.
Der er meget at vælge imellem i buffeten, og det er et fint træk, at middagene ikke bare er suppe, steg og sorbet, men egnsretter fra de steder, skibet passerer. Fra torsk ved Lofoten til kongekrabber ved Nordkap.
Når man ikke spiser, slapper man af. Ofte også imens.
Man kommer automatisk ned i gear, når dagens program består af at spise og kigge ud af vinduet. Og det eneste valg, man skal tage, er, om man skal kigge ud fra en plads i den mørke hyggelige Fløybaren på dæk 4, den lysere – men også med mindre komfortable stole – Babettes Café på dæk 7, eller fra Panoramaloungen på dæk 8.
Jeg kan godt lide panoramaloungen; især om aftenen, hvor lyset er dæmpet, og man tror sig alene, når man træder derind – indtil man vænner sig til halvmørket og ser, at der sidder passagerer i de fleste stole og sofaer og tavst som et bibliotek betragter verden uden for skibet.
Ikke at der i virkeligheden er ret meget at se, for efter de to første dages klart solskin er vi sejlet ind i et område med regn og tyk tåge.
De tomme liggestole på dækket glinser af regndråber, i poolen er der blot to drenge, der tilsyneladende er ligeglade med den lave sommertemperatur. Først da vi sejler ind i den smalle Trollfjorden med de næsten 500 meter høje klippevægge, bliver der en lille smule mere liv på det spøgelsestomme dæk.
Selv om klokken er næsten midnat, og det er vådt og koldt og har meget lidt lighed med billederne i brochurerne, vil mangen en passager gerne se den specielle natur uden ruder imellem.
Også den ældre danske kvinde, jeg mødte i solskin på dag to. Hun står og putter sig i en stor vinterjakke med hænderne foldet om en kop Trollfjordsuppe og ser ikke lige så begejstret ud som tidligere på ugen. Men det er hun, siger hun.
» Naturen ligner jo stadig ikke Danmark.«
Rejseliv var inviteret af Hurtigruten