2500 flasker stjålet fra Christophers vinkælder

32-årige Christopher Melin fik natten til lørdag stjålet vin fra sit lager i København. Det er anden gang på to uger, og indbruddene koster ham og hans vin-virksomhed dyrt.

Christopher Melin importerer vin fra Tyskland og Frankrig og sælger primært til danske restauranter eller til private gennem sin webshop. Foto: Privat. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad skete der?
»Tyvene er kommet ned i det her kælderområde, hvor jeg har lager til mit firma Melin Vin. De var tre, og de har simpelthen bare brudt døren op. Det virker som om, de har skyndt sig ind og taget så meget, de overhovedet kunne bære, for så at skynde sig op i bilen igen. De efterlod nogle tomme paller i elevatoren, men der var ikke noget, der var smadret. Man skal ikke rode så meget rundt for at finde ud af, hvad der er i kasserne.«

Hvad har indbrudstyvene stjålet?
»Det er anden gang på to uger, så det er trist. Og jeg har ellers aldrig fået stjålet noget. Men sammenlagt løber det op på omkring 2500 flasker vin.«

Hvordan opdagede du, at du havde været udsat for et indbrud?
»Jeg blev ringet op i lørdags af en anden i ejendommen, som også har et lejemål i kælderområdet, og som kunne se, at døren stod åben ind til mig. Klokken var to om eftermiddagen og min datters tre års fødselsdag var lige begyndt. Men jeg kørte så ud til lageret, inspicerede stedet og ringede til politiet, som kom og tog DNA-prøver på nogle brækjern, som lå tilbage. Jeg har overvågningsbilleder, der viser, at indbruddet skete omkring midnat natten til lørdag.«

Hvordan rammer det dig personligt, at du har været udsat indbrud?
»Jeg er ung, selvstændig og har i de sidste fem år sparet op til det lager, jeg har nu. Så det rammer mig selvfølgelig utrolig hårdt. Både i forhold til min virksomhed, men også i forhold til mit private liv, fordi min økonomi hænger sammen på grund af min vinhandel. Det er svært at fungere virksomhedsmæssigt efter at sådan noget her er sket. Dels fordi jeg ikke har så meget vin, jeg kan sælge. Og dels fordi man selvfølgelig hver nat tænker: Okay, sker det nu igen.«

Hvad har du gjort dig af tanker om, at nogen kunne finde på at stjæle fra dig?
»Jeg tænker selvfølgelig, at jeg er mere udsat, når det nu er sket to gange. Jeg føler nærmest, jeg har en slikbutik, som tyvene nemt kan bryde ind i. For uanset hvor svært det er at komme ind et sted, så er det jo nemt nok, når de kender systemet.«

Hvad tænker du om politiets måde at håndtere din sag på?
»Jeg har det sådan, at det her vin kommer til at være solgt mange gange, før de overhovedet kommer til at kigge på sagen. Det er slet ikke fordi, jeg ikke har talt med søde folk, de har bare så meget andet at se til. Men hvis de tydelige spor, der er i min sag ikke bliver forfulgt - ansigter, nummerplader og DNA-spor - så lægger det bare op til, at flere mennesker skal gøre det her. Nu har jeg så selv lagt overvågningsbilleder op af de her tyve på Facebook, men er lige blevet gjort opmærksom på, at det ikke er lovligt. Så dem bliver jeg nødt til at tage ned igen. Men det, synes jeg, er noget mærkeligt noget. Jeg kan ikke se, hvorfor det er tyvene, der skal løbe med det længste strå i den her sag.«