»Det er som at komme på et femstjernet hotel. Vi bliver passet i alle ender og kanter. Jeg ved, at jeg ikke bliver rask, og det bliver der taget hensyn til her. Jeg ved ikke, hvad personalet spiser for at blive sådan, men de er ekstremt søde og venlige og tilgodeser de behov, jeg har.«

Ordene er Mille Stillings. Hun er 70 år, tidligere erhvervschef i Gladsaxe Kommune og dødeligt syg af kræft i ryggen. Og så er hun patient på hospicet på Sankt Lukas Stiftelsen.

Hospicer plejer at holde deres patienter tæt til kroppen. Mennesker i en så følsom og sidste tid af deres liv, har selvsagt vigtigere ting på programmet end at tale med pressen om de »udanske dødshospitaler« som hospicer engang blev kaldt, da fænomenet var nyt.

Men i anledning af at det i år er 25 år siden, Danmark fik sit første hospice på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup, har stiftelsen gjort en undtagelse.

Mille Stilling er friskere end fordommene om ekstremt svagelige og passive hospice-patienter tilsiger. Imødekommenheden og humoren fejler ikke noget. På gangene er der heller ingen tyst sorg-stemning eller blikke stemt i mol.

Hun er mor til to voksne børn og fire børnebørn og vil gerne fortælle, hvad biskop Lise-Lotte Rebel, skuespiller Susse Wold og embedsmænd og politikere selvsagt ikke kunne ved jubilæumsarrangementet søndag:

Hvordan det er at være dødeligt syg og på hospice.

»Det er ikke mindre end fantastisk,« siger hun velvidende, at hun langtfra er så mobil længere.

»Men jeg kan tøffe af sted med den dér.« Hun nikker mod rollatoren.

»Jeg har opfordret nogle af de andre til at køre ræs ude på gangen, men der er ingen, der er hoppet på den endnu.«

Hendes glimt i øjet ligner ikke ét, der kommer fra en dødeligt kræftsyg.

Dagen efter sin afskedsreception i kommunen i 2013 fik Mille Stilling konstateret kræft i ryggen. Lægerne gav hende kun få måneder at leve i. I dag fire år efter går hun til smertelindring på hospicet i Hellerup. Golf og vinterbadning og lange fremtidsplaner er fortid.

»Jeg har brug for, at folk tager sig af mig og taler med mig om, hvordan det er at bo alene og leve med en dødelig sygdom.«

Mille Stillings venner og familie kan komme og gå på hospicet  og spise med, hvis de ønsker.

Hvad er dine tanker om hospicet som fænomen - det er jo et ret specielt sted?

»Ja, det er det jo, fordi man skal til at dø. Men det kommer også an på, hvilket forhold du har til, at du skal dø. Det er en tradition i vores familie, at vi skal dø på et tidspunkt. Og det forholder jeg mig til, og det gør mine børn også.«

Mille Stilling har »købt en grund«, som hun siger om det gravsted i Hørsholm, hvor hun vil begraves. Hun vil kremeres og er ved at vælge de salmer, der skal synges til begravelsen.

I et tilstødende lokale forsøger sygeplejerske Kirsten Bühler at forklare, hvad hospicer kan til forskel fra hospitaler.
»Hospicerne har været med til at løsne op på, hvordan vi taler om, at mennesker dør. Før var døden gemt væk på hospitaler og på plejehjem. Her gemmer vi ikke døden væk. Den er ikke tabu.«

Hospicer har på de 25 år, de har eksisteret i Danmark, udviklet sig fra at være ventesteder for døende til også at være palliative specialafdelinger med høj ekspertise. For 25 år siden havde hospicet på Sankt Lukas Stiftelsen én læge tilknyttet syv timer om ugen på konsulentbasis.

»I dag har vi fire overlæger, børn- og unge-hospice, et udkørende team og vi er dobbelt så store, som da vi startede,« fortæller Kirsten Bühler.

»Den medicinske behandling fylder meget mere i dag. Og det er både godt og skidt. For i dag kan vi behandle nærmest ud over dødens grænser. Mange er godt hjulpet med mere behandling, men nogle får så ikke den ro til at komme overens med døden, når de skal behandles hele tiden. Nogle gange taler vi om, at vi er blevet så gode til at behandle vores patienter, at de ikke dør. Der er blevet en snævrere grænse mellem at være patient og døende.«

Som eksempler på hospicets vide rammer for personlige ønsker, op til at døden indtræffer, fortæller Kirsten Bühler, hvordan patienter efter eget ønske er blevet sengebadet på tagterrassen, fordi de ville mærke den friske luft, og hvordan en patient af en pårørende blev kørt ud ved det store træ i haven kl. fire om morgenen, fordi vedkommende, som noget af det sidste i sit liv, ville mærke morgenduggen. Dagen efter døde han.

Inde på sin stue fortæller Mille Stilling, hvordan hun har talt med sine børnebørn på 10, 11 og 12 år om de salmer, hun gerne vil have sunget til sin begravelse.

»Det skal være sange, de kan synge, for der er ikke noget kedeligere end at sidde i en kirke og så ikke kunne synge med på salmerne.«

Hun overvejer »Op, al den ting, som Gud har gjort« for den synger børnebørnene til morgensang i skolen. Barnebarnet på 18 har foreslået »Funeral« af Lukas Graham med startlinjen: »When it’s my time«