234 bandevåben beslaglagt sidste år

Rigspolitiets status for indsatsen mod bande- og rockermiljøet i det forgangne år viser et højt antal våbenbeslaglæggelser, fængslinger og sigtelser. Det presser de kriminelle, men konflikter kan stadig blusse pludseligt op, vurderer politiinspektør.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Banderne og rockerne blev sidste år ramt hårdt på deres skydevåben og værdier – og deres mandtal blev reduceret af hundredvis af varetægtsfængslinger. Rigspolitiets indberettede status for den samlede indsats på bande- og rockerområdet i 2011 viser, at ordensmagten fortsætter med at ånde de organiserede kriminelle lige i nakken.

Hele sidste år beslaglagde politiet 234 skydevåben fra personer i miljøerne, 337 personer blev varetægtsfængslet, og politiet rejste sammenlagt 2.610 sigtelser. Niveauet lægger sig ikke langt fra 2010-tallene – heller ikke når det kommer til de registrerede drab i bandekonflikten, tre sidste år, og skyderierne i det offentlige rum, der sidste år løb op i 52 tilfælde, hvilket dog er lidt flere end i 2010.

Politiinspektør Magnus Andresen, der leder politiets sjællandske bandeenhed, Task Force Øst, understreger, at politiet især har haft fokus på at få fingre i de mange våben.

»En ting er at finde våbnene og få dem fjernet fra banderne, noget andet er at komme et spadestik dybere og få standset tilstrømningen af våben til miljøerne, og her har vi haft held med nogle sager,« siger han og peger på, at der aktuelt verserer to sager mod varetægtsfængslede personer, der har solgt våben til bandemiljøet i København.

Task Force Øst har desuden haft succes med at malke rockerne og bandemedlemmerne for værdier – i 2011 blev der beslaglagt for i alt 18-19 mio. kroner, oplyser politiinspektøren, der ikke tvivler på, at det kan mærkes ude i de kriminelle miljøer.

»Det gør jo, at de mister penge, og så bliver de presset på kriminaliteten. Beslaglæggelsen af våben betyder, at de skal ud og genanskaffe våben, og også det presser dem, og vi har en tro på, at det tryk er med til at lægge en dæmper på konfliktsituationen,« siger han.

Personlige konflikter

I sidste uge kørte politiet og Skat en stor aktion mod de sjællandske bandemiljøer: 25 adresser blev ransaget, ni blev anholdt og tre skydevåben konfiskeret. Anledningen var ifølge politiet en vis aktivitet i de seneste månder, bl.a. at nogle grupper forsøgte at etablere sig i nye områder og rekruttere nye folk.

Og selv om danskerne i den senere tid har været forskånet for skyderier på åben gade, kan bandekonflikten godt blusse op igen – og det fra den ene dag til den anden, vurderer politiinspektør Magnus Andresen.

»De akutte konfliktscenarier kan opstå lige pludseligt. Det, vi særligt overvåger, er den type, hvor personlige relationer eller personligt relateret kriminalitet kan udløse konflikter, og her er der hele tiden latent risiko for nye skyderier. Men vi har fået et godt overblik, og vi er godt på forkant med hele bandeindsatsen,« siger han.