23-årig mand sigtet efter fund af krysantemumbomber

En hundepatrulje hørte fredag eftermiddag braget fra et kanonslag i Kildeparken i Aalborg.

Patruljen fulgte efter lyden og fik øje på tre mænd og en kvinde.

Synet af betjentene fik en 23-årig mand fra lokalområdet til at kaste en plastikpose fra sig. I posen fandt betjentene en krysantemumbombe.

Kort derfra fandt hundepatruljen endnu en plastikpose med to krysantemumbomber og 19 kanonslag.

Den 23-årige mand er nu blevet sigtet for at overtræde fyrværkeriloven.

Fyrværkeriet er blevet afhentet af ammunitionsryddere fra Skive.

Nordjyllands Politi advarer om, at det ulovlige fyrværkeri er farligt.

BNB