23-årig erkender røgbombe mod fodboldspillers lejlighed

23-årig mand varetægtsfængsles to uger i sag om trusler og angreb mod FCK-fodboldspillers lejlighed i Aarhus.

Brand i Eckersbergsgade i Aarhus natten til søndag den 14. juli 2019. Fodboldspilleren Jens Stages skifte fra AGF til FC København tidligere i juli er ikke blevet taget lige godt imod af alle. I weekenden blev Stages lejlighed i Aarhus udsat for hærværk og brandstiftelse. Det oplyser AGF og FC København på klubbernes hjemmesider. En genstand blev kastet ind gennem en rude, og efterfølgende opstod der en mindre brandskade i lejligheden, skriver AGF. (Foto: presse-fotos.dk/Scanpix 2019) Fold sammen
Læs mere
Foto: presse-fotos.dk

En 23-årig mand erkender at have kastet en røgbombe ind i en lejlighed på Eckersbergsgade i Aarhus natten til søndag.

Men han nægter, at der er tale om ildspåsættelse efter en paragraf i straffeloven, der kan give op til fængsel på livstid.

Den 23-årige blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Efter et to timer langt retsmøde bag lukkede døre blev den sigtede varetægtsfængslet i to uger.

Ved retsmødets begyndelse blev sigtelsen læst op.

Mandens forsvarsadvokat, Peter Secher, kunne her fortælle retten, at den sigtede - Ud over at have kastet røgbomben - erkender trusler mod fodboldspilleren Jens Stage.

Han erkender således at have rettet henvendelse til fodboldspilleren via Facebook og skrevet: »Du kan aldrig være i Aarhus igen - Judas«.

På fyrværkeriet, der blev kastet ind gennem et vindue til lejligheden, var der ifølge politiets sigtelse lagt en seddel med ordene: »I Aarhus straffes forrædere, Judas svin«.

Der var to personer i lejligheden, da hændelsen fandt sted. Politiet har tidligere meddelt, at de to ikke kom noget til.

Ifølge sigtelsen udbrød der brand i lejligheden, og de to personer måtte undslippe ved at kravle ud af et vindue.

Dommeren, Grith Roslef, har efter oplæsning af sigtelsen valgt at lukke dørene for offentligheden.

Det sker, fordi politiet mener, at der er en medgerningsmand på fri fod.

Dommeren har også valgt at nedlægge et navneforbud, så pressen forbydes at nævne den sigtedes navn.

Den 23-årige mand var iført håndjern, da han ankom til retsbygningen. Han er karseklippet og har flere tatoveringer. Han forholder sig tavs under retsmødet.

Retten skal nu tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden, sådan som anklager Laura Pedersen, Østjyllands Politi, vil anmode om.

/ritzau/