23-årig dansk Syrienskriger tiltalt for terror

For første gange nogensinde har anklagemyndigheden rejst tiltale mod en formodet Syrienskriger. Den 23-årige, som har siddet varetægtsfængslet siden marts, sluttede sig ifølge anklagen til Islamisk Stat i 2013.

Arkivfoto. Et medlem af Islamisk Stat holder terrorbevægelsens ikoniske sorte flag i Raqqa, juni 2014. Siden 2012 har mindst 125 danskere tilsluttet sig organisationen, og én af dem - en hjemvendt 23-årig mand - er nu tiltalt efter terrorparagrafferne for denne tilknytning. Foto: Reuters/Stringer/Syrien Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

En 23-årig dansk mand er tiltalt efter terrorparagraffen for i 2013 at have rejst til Syrien og tilsluttet sig Islamisk Stat.

Ifølge anklagen forsøgte manden igen at rejse til Syrien tidligere i år med samme formål. Han anklages også for forsøg på at støtte terrorbevægelsen økonomisk.

»Vi har vurderet, at der var tilstrækkelig bevis for at kunne rejse en tiltale. Der skal jo være bevis for alle dele af indholdet af den strafbestemmelse, det handler om. Bevis for, at man har ladet sig hverve, bevis for at IS er en terrororganisation og så videre,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas, som på nuværende tidspunkt afviser at gå i detalje med, hvilke beviser politiet har indsamlet mod manden.

»Det grundlæggende er, at beviserne er der, til at vi kan rejse tiltale for, at den pågældende har været nede og tilslutte sig IS, og at han har agtet at gøre det samme igen,« siger hun.

Ifølge en pressemeddelelse fra anklagemyndigheden beror tiltalen mod den 23-årige om at have ladet sig hverve til terrorhandlinger på en opfattelse af, at alle der tilslutter sig Islamisk Stat i Syrien »som udgangspunkt har accepteret at deltage i de terrorhandlinger, som IS begår i landet«.

Anklagemyndigheden henviser her til straffelovens paragraf 114 c, stk. 3, der handler om personer, som lader sig hverve til terrorisme.

Kviklån til Islamisk Stat

Den 23-årige mand er derudover også tiltalt for at overtræde forbuddet mod terrorstøtte, fordi han ifølge anklageskriftet »ved optagelse af kviklån« har anskaffet sig 20.000 kroner, som angiveligt skulle overdrages til Islamisk Stat i Syrien.

Mandens planlagte rejse i 2015 blev forhindret, fordi han i marts blev anholdt. Han har siden siddet varetægtsfængslet.

Anklagemyndigheden vil anmode om at få straffesagen bedømt af et nævningeting, da en eventuel straf kan vise sig at blive længere end fire års fængsel.

Anklagemyndigheden vil udover fængselstraf kræve, at den tiltalte bliver frataget sit danske statsborgerskab og udvist af landet for bestandigt, hvis det viser sig, at han har dobbelt dansk-tyrkisk statsborgerskab. Det er anklagemyndigheden i øjeblikket ved at undersøge.

Anklagemyndigheden forventer, at straffesagen vil blive indledt i Retten i Glostrup i foråret 2016.

Tiltalen mod den 23-årige dansker er den første af sin slags i Danmark. Anklagemyndigheden har ikke tidligere rejst tiltale mod en såkaldt Syrienskriger trods et tydeligt politisk ønske herom fra skiftende justitsministre.