22-årige Mille fik brev fra vred filmproducent: »Jeg blev skræmt«

22-årige Mille fik et brev fra producenten af »Dallas Buyers Club«, som bad hende betale 1.500 kroner i kompensation for at have downloadet deres film.

Matthew ­McConaughey (th) spiller hovedrollen i den amerikanske film »Dallas Buyers Club«, som i år vandt to Oscars. Danske fildelere får i øjeblikket tilsendt bøder af den amerikanske rettighedshaver til filmhittet for ulovligt at have downloadet deres produkt. Pressefoto fra filmen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun elsker film. Hun har heller ikke noget imod at betale for at se dem. Men det glipper nogle gange:

»Jeg har været én, der downloadede meget. Hvis der var en premierefilm, jeg gerne ville se, downloadede jeg den,« siger 22-årige Mille, der kun vil stå frem med fornavn.

I øjeblikket tager hun et sabbatår fra studiet og har derfor god tid til at se piratkopieret flimmer. Men et brev fra Maqs Law Firm har dæmpet trafikken på Milles bredbånd. Via advokatkontoret opfordrede den amerikanske filmproducent bag »Dallas Buyers Club« hende til at betale 1.500 kroner i kompensation for at have hentet filmen ulovligt.

»Jeg blev meget skræmt af det her og tænkte med det samme, at i USA sagsøger de jo alle. Det gjorde mig nervøs, og det undrede mig meget, at det kun var for én film. Det gør det stadig. Jeg tænker på, om jeg nu risikerer pludselig at få flere breve,« siger Mille, der svarede prompte på brevet og bad om henstand med betalingen til 1. januar. Det gik advokaten med til.

»Men nu fortryder jeg faktisk lidt, efter jeg har læst om det på nettet. For måske kunne jeg bare have ignoreret brevet,« siger hun og kalder det »smart« af produktionsselskabet at bede om et forholdsvist beskedent beløb som 1.500 kroner.

»I bund og grund synes jeg, det er lidt latterligt, og jeg ser det som en aggressiv metode til at tjene ekstra penge på filmen. For jeg ønsker jo faktisk at støtte filmbranchen. Hvis bare de lod deres premierefilm gå deres gang i biograferne og så gav folk mulighed for at se dem til en fair pris on demand kort efter, ville det ikke være nødvendigt at downloade ulovligt,« siger Mille, som mener, at filmbranchen halter efter musik- og spilbrancherne på det punkt.

»Giv nu bare forbrugerne, hvad de vil have på en fornuftig og enkel måde, så det er mere fordelagtig at betale sig til det i stedet for at downloade ulovligt,« siger hun.

»Går den, så går den«

Mille understreger i samme ombæring, at hun allerede betaler for mange af de film, hun ser via et abonnement hos Netflix og ture i de københavnske biografer. Men når indholdet ikke findes lovligt, falder hun i.

»Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at folk bliver sure over, at man stjæler deres ting. Det føles ikke sådan, når man gør det. Men det er jo tyveri, og det vil jeg også godt vedkende mig,« siger Mille.

Er det ikke lidt hyklerisk, når du på samme tid siger, du fortryder at have indrømmet?

»Jo, det er det helt sikkert, og det er ikke i orden at downloade, og jeg gør det alligevel. Jeg kan kun erklære mig skyldig. Jeg har downloadet filmen, og af selviske årsager ville jeg gerne have undgået at betale de her penge. Men hvis du kunne undgå en parkeringsbøde, ville du også undgå den, selv hvis du vidste, du havde parkeret ulovligt,« siger Mille.

»Går den, så går den.«