22-årig svensker modsætter sig udlevering til Danmark

Den 22-årige mand, der er sigtet for at stå bag eksplosionen ved Skattestyrelsen, har modsat sig udlevering fra Sverige. Det kan tage uger, før han bliver udleveret, oplyser Svensk Politi.

Oprydningsarbejdet efter eksplosion ved Skattestyrelsen i København, onsdag den 7. august 2019. Ingen kom alvorligt til skade, da en voldsom eksplosion tirsdag aften ramte Skattestyrelsens hovedkontor i København. Politiet betegner det som et angreb. Det skriver Ritzau, onsdag den 7. august 2019.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Den 22-årige mand, der tirsdag aften ved 22.30-tiden blev anholdt i Sverige mistænkt for at stå bag bombeangrebet ved Skattestyrelsen i Danmark, vil ikke udleveres.

»Han modsætter sig udlevering til Danmark. Derfor skal han for domstolen, før han kan blive udleveret,« fortæller Måns Biörklund, leder af afdelingen for international organiseret kriminalitet syd under Svensk Politi.

Byretten i Malmø skal derfor tage stilling til udleveringen, og hvornår det sker, er endnu uvist.

Dog er der grænser for, hvor længe den 22-årige kan holdes varetægtsfængslet uden at have været for en dommer.

»Senest fredag klokken 12 skal anklageren gå til Tingsrätten (byretten, red.), hvis anklageren fortsat mener, han skal være frihedsberøvet,« siger Måns Biörklund.

Afgørelse kan tage uger

Det er muligt, at byretten på en og samme tid tager stiling til, om den 22-årige fortsat skal være frihedsberøvet, og om han skal udleveres til Danmark. Men selv, hvis spørgsmålet om udlevering bliver afklaret i byretten fredag, kan sagen trække ud.

Den 22-årige kan nemlig klage over afgørelsen, så »Hovrätten«, der svarer til landsretten i Danmark, skal tage stilling til sagen.

»Det kan tage tre uger, inden sagen er afgjort i Hovrätten,« siger Måns Biörklund.

I princippet kan den 22-årige efter afgørelsen i landsretten igen klage over sagen. Men ligesom det gælder i Danmark, skal sagen være af principiel karakter, før den får lov at blive taget op i Højesteret.

Den 22-åriges forsvarsadvokat, Anders Malm, vil hverken be- eller afkræfte, at den 22-årige har modsat sig udlevering til Danmark.

»Jeg kommenterer slet ikke sagen,« siger han.

Tidligere domme

Den 22-årige er sammen med en 23-årig svensk mand mistænkt for at stå bag bombeangrebet mod Skattestyrelsen på Østerbro 6. august, der beskadigede store dele af bygningens facade, mens en person kom lettere til skade.

Københavns Politi oplyste på et pressemøde onsdag formiddag, at de to svenskere er sigtet i sagen. Mens den 22-årige tilbageholdes i Sverige, er den 23-årige fortsat på fri fod. Han er internationalt efterlyst.

Retsdokumenter viser navnene på de to sigtede, hvoraf det fremgår, at de sandsynligvis har anden etnisk baggrund end svensk.

Byretten i Malmø oplyser, at den ikke har fundet retsdokumenter fra tidligere domme på hverken den 22-årige eller den 23-årige i denne ret. Søgningen inkluderer dog ikke fortrolige oplysninger, lyder det.

Dokumenter fra »Förvaltningsrätten« i Malmø samt »Hovrätten« i Skåne og Blekinge har vist, at den 23-årige tidligere er dømt for trafikforseelser samt et enkelt overfald begået, da han som 15-årig kom op af skændes med en mand over en vandpibe.

Foruden bombeangrebet ved Skattestyrelsen, har der været en række eksplosioner i hovedstadsområdet i år. Københavns Politi har nedsat en særlig gruppe, der efterforsker sagerne.