22-årig mand fundet skudt i bil på Frederiksberg er død
Natten til søndag fik Københavns Politi anmeldelse om skud på Frederiksberg. En mand er død.

Natten til søndag fik Københavns Politi anmeldelse om skud på Frederiksberg. En mand er død.

En mand fundet skudt i en bil på Frederiksberg er afgået ved døden.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Espen Godiksen natten til søndag.
Der er ingen anholdte i sagen.
»Afdøde er identisk med en 22-årig mand,« skriver Københavns Politi på det sociale medie X.
I opslaget oplyser politiet samtidig, at mandens pårørende er blevet underrettet.
»Der pågår omfattende efterforskning,« lyder det.
Politiet fik en anmeldelse om skud ved Worsaaesvej på Frederiksberg klokken 02.01 natten til søndag, hvor man fandt manden skudt i en bil.
Han er afgået ved døden. Politiet kan ikke oplyse dødstidspunktet.
»Det, vi kan sige, er, at vi har spærret Åboulevarden af derude, så man må søge andre veje,« siger Espen Godiksen.
Åboulevard er spærret fra Jakob Dannefærdsvej til H.C. Ørstedsvej i indadgående retning. Tidsperspektiv er ukendt.
»Vi har ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt,« skriver Københavns Politi på X.
/ritzau/