2014 tegner sig som et sikkert år i trafikken

Antallet af trafikdræbte ser ud til at falde i år, viser en opgørelse fra Vejdirektoratet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

2014 ser ud til at blive et godt år for de danske trafikanter. Den foreløbige opgørelse over trafikulykker viser nemlig, at færre er døde i trafikken end sidste år, skriver Politiken.

Ifølge Vejdirektoratets ulykkesstatistik ventes antallet af dræbte i trafikken i år at ende på cirka 170. Sidste år var tallet 191. Ender tallet på det forventede niveau, så bliver 2014 sammen med 2012 de år, hvor færrest er døde i trafikken, siden man i 1930 indførte en samlet statistik.

»Vi er meget glade for, at det ser ud til, at tallet er så lavt, som det er,« siger direktør for Rådet for Sikker Trafik Mogens Kjærgaard Møller til Politiken.

Ifølge avisen er det især færre dræbte fodgængere og cyklister, der får det samlede antal trafikdræbte til at falde. Blandt andet tyder det på, at der ved udgangen af 2014 vil være sket 40 procent færre højresvingsulykker set i forhold til 2013.

Rådet for Sikker Trafik, Vejdirektoratet, Rigspolitiets Færdselssektion og Trafikstyrelsen peger ifølge Politiken på en koordineret indsats mellem myndigheder og organisationer, skærpet lovgivning omkring spirituskørsel, mere kontrol og ny sikkerhedsteknologi som forklaringen på faldet.