»Hvorfor helvede går det så langsomt? Mødre med barnevogne går hurtigere end jer.«
Råbet gjalder ud over Amager Motocross Bane, som denne kolde lørdag i november er fyldt med mudrede mænd og kvinder i stramt træningstøj. I løb ned over en bakkeskråning ankommer de til et lille stillads, hvor runde kugler ligger på sorte måtter. Kuglerne til mændene vejer 50 kilo, mens kvindernes rammer 30 kilo.
»Ikke noget med at smide dem,« råber en af dagens frivillige, mens deltagerne bøjer sig ned og løfter kuglerne op fra jorden, op på stilladset og ned igen.
En ny ekstrem sportsgren
Dagens løb hedder Nordic Race. Under sloganet »Embrace the pain« skal omkring 2.000 deltagere kæmpe sig gennem forhindringer med navne som Rabbit Hole, Atlas Stone og Powerpull. Gennem tre runder på banen svarende til seks kilometer og 60 forhindringer udfordres deltagerne på hastighed, styrke og teknik.
Sporten hedder OCR - Obstacle Course Racing – og er en form for forhindringsløb. Løbet lægger sig i slipstrømmen af de mange andre typer ekstremsport, som danskerne har taget til sig.
Og noget tyder på, at forhindringsløb er en sport i vækst.
Da Nordic Race blev etableret i 2012 var det med ét løb og 600 deltagere. Alene i år har der været fem løb med flere end 10.000 deltagere.
»Ekstremsport er jo sindssygt populært. Folk kan ikke få det vildere og hårdere, de elsker at presse og udfordre sig selv,« siger Katrine Lunau-Christensen, som arbejder for Nordic Race.
»Når folk fortæller mig, der er noget, jeg ikke kan, gør jeg det«
Ild brænder i olietønder, mens tunge technorytmer buldrer ud fra en dj-pult i en bil med sponsoren, Red Bulls logo på. Overalt vifter arme, fødder hopper og op ned, mens veltrænede ben varmes op med små spurter.
Midt i det hele møder Berlingske amerikaneren Nelly Koch. Det hvide mønster på hendes træningsbukser er endnu kridhvidt, og hendes to fletninger sidder stramt på hovedet. Det er tre år siden, hun begyndte at løbe OCR i USA. Og her i Danmark løber hun med holdet Copenhagen Warrior. For Nelly Koch er løbet »ren adrenalin«.
»Jeg kan virkelig godt lide at blive udfordret. Når folk fortæller mig, at jeg ikke kan gøre ting, beslutter jeg mig for at gøre det,« siger hun.
Et løb for alle
Startskuddet sætter de første deltagere i løb. De kravler over en mur og klatrer som edderkopper over et net. Først er det elitens tur. Det er dem, der skal konkurrere om podiepladserne. Senere på dagen tager »almindelige« mennesker turen gennem mudderet.
For de kommer også, fortæller Katrine Lunau-Christensen fra Nordic Race.
»Der er selvfølgelig mange crossfit-typer, men der er også alle mulige andre typer – også helt almindelige mennesker,« siger hun.
På en bakketop har en lille gruppe mennesker samlet sig for at heppe på de løbende. Med en iphone i hånden står en spinkel kvinde i en sort dynejakke. Hun hedder Anita Børglund og er klar til at tage et billede af kæresten, når han løber forbi. Næste år vil hun også gerne løbe med.
»Det handler om at prøve grænser af med sin fysik,« siger Anita Børglund.
At være lille - og stærk!
For enden af den såkaldte »staircase« - en gigantisk trappe med 2.5 meter høje trin, ligger målstregen. Prustende og stønnede kommer de første veltrænede mandekroppen tumlende ned ad trappen.
Pludselig dukker en lille skikkelse i lyserød træningstrøje op på trappens top. Hun hedder Margrethe Langhoff Thuesen og er første kvinde i mål.
Mudderet løber ned ad hendes tindinger, da hun sammen med løbets anden hurtigste kvinde, Ida Mathilde Steensgaard puster ud med medaljer om halsen.
Ingen af dem skænker det en særlig tanke, at de er kvinder.
»Det er nok relativt sværere for kvinder at deltage i de samme løb som mænd. Der er også differentiering, når der skal løftes tunge ting. Men i selve teknikken med at komme op og ned, kan det være en fordel at være lille engang imellem,« siger Margrethe Langhoff Thuesen.
»Og stærk!«, tilføjer Ida Mathilde Steensgaard og griner.