200.000 danskere lider af uhelbredelig sygdom - og de ved det ikke

Flere end 200.000 formodes at være ramt af den dødelige lungesygdom KOL, uden at de selv ved det. Det er katastrofalt, siger formanden for Danmarks Lungeforening.

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bliver du let forpustet? Har du daglig hoste og slim i luftvejene, og rammes du oftere af lungebetændelse end vennerne? Så bør du søge læge, skriver metroxpress.

Flere end 200.000 danskere formodes at være ramt af den dødelige lungesygdom KOL, uden at de selv er klar over det.

»Der er omkring 400.000 danskere, der lider af KOL, og de 200.000 af dem ved det ikke. Det er katastrofalt, for KOL er en sygdom, der ikke kan helbredes, men man kan bremse dens udvikling,« siger bestyrelsesformand i Danmarks Lungeforening, Johannes Flensted-Jensen, der om de 200.000 siger:

»Det er et meget højt tal, og det skal ses i sammenhæng med, at vi samtidig har den højeste dødelighed under indlæggelse med KOL i hele Europa. Det er kun Kasakhstan, der overgår os.«

Årligt mister cirka 3.600 danskere livet til sygdommen – og antallet af ramte ser ikke ud til at dale.

»Vi kan se, at der fortsat er mange mennesker, som indlægges med KOL, som er en af de hyppigste indlæggelsesårsager på medicinske afdelinger, og de tal falder ikke. De er nærmest steget,« siger læge i Sundhedsstyrelsen Jette Blands.

Hun fortæller, at de samlede ekstra behandlingsomkostninger grundet KOL beløber sig til cirka 3.345 millioner kroner om året.

»Udfordringen er, at de her mennesker ikke bliver fundet. Vi skal blive bedre til at opdage sygdommen tidligere allerede hos den praktiserende læge.«

Johannes Flensted-Jensen supplerer.

»Vi efterlyser en forpligtende lungeplan, der gør, at regioner, kommuner og praktiserende læger skal følge nogle helt bestemte regler med henblik på at opfange og behandle lungeproblemer. Der er alle muligheder for at skabe længere og bedre liv for KOL-patienter,« siger han.

BNB

Artiklen er også udgivet på Facebook

Udviklingen kan bremses, hvis sygdommen opdages.

Posted by Berlingske on 6. juli 2015