200 strandede danskere kommer hjem fra fransk snekaos

Et sandt snekaos i Alperne har lammet store dele af det franske vejnet. Snevejret har fået adskillige danske skiturister til at strande, men flere kan vende hjem igen søndag.

En bil i sneen på vejen til skisportsstedet Les Saisies i Savoie. Fold sammen
Læs mere
Foto: JEAN-PIERRE CLATOT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et voldsomt snevejr har i weekenden givet 200 danskere et par ekstra dage i Alpernes frostgrader.

Lørdag herskede et sandt snekaos på de franske veje, og 15.000 biler strandede i Savoie i Frankrig - mange af dem var på vej til og fra skisportssteder i Alperne. Og det gik altså ud over omkring 200 danskere, der rejste med selskabet Nortlander Ski Tours, skriver dr.dk.

»Den seneste melding fra vejdirektoratet i Frankrig er, at vejene er åbne igen, men at trafikken nogle steder kører langsomt,« siger Toke Mosgaard Hyldgaard Hansen, der er direktør i den svenske afdeling af Nortlander Ski Tours, til DR Nyheder.

Han fortæller, at de 200 danskere kan vende hjem igen søndag.

Det kraftige snefald begyndte lørdag morgen, og det medførte islag på flere veje, som skabte store problemer for trafikken. Blandt andet blev motorvejen mellem Albertville og Moutiér, som fører op til de populære skisportssteder Val d’Isere og Val Thorens, belagt med et tykt lag is.

Reuters skriver, at trafikken søndag stadig er påvirket af det voldsomme snekaos, og at der er lange køer. Der er i løbet af det seneste døgn faldet mellem 30 og 60 centimeter sne, og det fik de franske myndigheder til at slå alarm.

Mange af de strandede bilister blev natten til søndag akut indkvarteret i offentlige bygninger, mens andre måtte tilbringe natten i deres biler. Flere end 2.000 strandede i Chambéry Lufthavn.

En 27-årig mand blev lørdag dræbt i nærheden af Chambéry, da hans bil gled ud over en skrænt og styrtede 200 meter ned.