20-årig fængslet for drabsforsøg i frisørsalon

Fredag blev en person beskudt i Esbjerg. Politiet mener, at der er tale om konflikt mellem kriminelle grupper.

Ifølge politiet var skyderiet en del af en konflikt, der i øjeblikket er mellem to kriminelle grupperinger i Esbjerg. De to kaldes henholdsvis Stengårdsvej-grupperingen og Kvaglund-grupperingen Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

En 20-årig mand, der sigtes for drabsforsøg efter en skudepisode i Esbjerg fredag aften, er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen om skyderiet klokken 19.49. To vidner havde set to mænd klædt i hættetrøjer, hvoraf den ene affyrede skud mod en person i en frisørsalon på Ingemanns Allé.

Ingen personer blev dog ramt ved skyderiet.

Ifølge politiet var skyderiet en del af en konflikt, der i øjeblikket er mellem to kriminelle grupperinger i Esbjerg. De to kaldes henholdsvis Stengårdsvej-grupperingen og Kvaglund-grupperingen

»Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker fortsat intensivt i sagen, ligesom der også fortsat vil være øget patruljering i byen,« udtalte politiinspektør Claus Nørgaard, linjechef for efterforskningen, tidligere i en pressemeddelelse.

Efter skyderiet løb de to mænd ifølge vidnerne ud til en mørk bil - muligvis en ældre BMW - og forsvandt. De kørte mod øst ad Storegade, en af de store indfaldsveje til Esbjerg.

Klokken 01.43 blev den 20-årige anholdt på en adresse på Stengårdsvej, og ved middagstid lørdag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.

Grundlovsforhøret blev af hensyn til politiets efterforskning holdt for lukkede døre, så det er uvist, hvad han har forklaret, og hvorfor politiet mener, at det var ham, der skød.

Han nægtede sig dog skyldig og kærede kendelse om varetægtsfængsling til landsretten.

/ritzau/