2.000 procent flere med syfilis

I 1994 var syfilis nærmest udryddet i Danmark. Nu er kønssygdommen i voldsom stigning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om kønssygdommen syfilis for knap tyve år siden nærmest var udryddet i Danmark, er der sket en voldsom stigning i antallet af personer, der i dag får konstateret sygdommen. Det viser en artikel, som publiceres i denne uges udgave af Ugeskrift for Læger.

I 2011 blev der registreret 480 tilfælde af syfilis i Danmark, og det er en stigning på 2.000 procent siden 1994, hvor sygdommen med kun 24 tilfælde nærmest var udryddet.

Omkring 80 procent af de smittede er homoseksuelle mænd, især fra København, som dyrker sex uden kondom, skriver Ugeskriftet.

En tredjedel af de smittede homoseksuelle mænd er desuden hiv-positive, og det er særligt uheldigt, fordi det er lettere at få syfilis, når man er hiv-positiv - og omvendt.

- HIV ses ikke længere som en dødelig sygdom. Det får nogle personer til at lade være med at bruge kondom. Derudover kan udbredelsen af internettet være med til at lette kontakten mellem seksualpartnerne og gøre det seksuelle netværk større og mere »tilfældigt« og dermed øge risikoen for smitte, siger Kristian Kofoed, 1. reservelæge, ph.d., Hudklinikken Panoption, til Ugeskrift for Læger.

Han advarer dog mod at betragte syfilis som en sygdom, der kun rammer homoseksuelle. Antallet af smittede stiger også blandt heteroseksuelle, således er også gravide kvinder blandt de smittede. Syfilis kan medføre store skader på fostret, og i værste fald føre til abort eller dødfødsel. I 2010 blev der registreret syv gravide med syfilis.

Ifølge Kristian Kofoed kan det reelle antal af smittede være langt højere, end man har registreret.

- Mit usikre skud er, at det reelle antal af smittede er 33 procent større end det registrerede antal. Prognosen for antallet af tilfælde i de kommende år afhænger meget af om syfilis for alvor bliver reintroduceret hos heteroseksuelle. Hvis det sker, vil den eksplosive stigning fortsætte, og det årlige antal af diagnosticerede kan komme op på et sted mellem 1.000 og 1.500 personer, siger han til Ugeskriftet.

Hvis syfilis ikke bliver udbredt blandt heteroseksuelle forventer Kristian Kofied, at antallet af nye syfilisdiagnoser vil ligge omkring 600 om året.