19 timers dramatisk armlægning endte uden aftale: Forligsmanden udskyder konflikt for sidste gang

Parterne fik lov til at overskride midnatsdeadlinen i Forligsinstitutionen med adskillige timer, men lønmodtagerne og arbejdsgivernes forhandlere kunne alligevel ikke komme til enighed om en overenskomstaftale. Nu har forligsmand Mette Christensen udsat en storkonflikt med yderligere 14 dage.

Fremmødte venter ud på natten fortsat på en afklaring fra Forligsinstitutionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Dramaet om en overenskomstaftale fortsætter.

Efter 19 timers forhandlinger, der strakte sig flere timer over den fastsatte deadline ved midnat, har forligsmand Mette Christensen valgt at udsætte en storkonflikt med yderligere 14 dage.

Det viser et underskrevet dokument, som KL-formand Michael Ziegler har lagt op på Twitter.

Ifølge Steen Christiansen, der er borgmester i Albertslund og topforhandler for KL, mødes parterne igen fredag kl. 10 i Forligsinstitutionen.

En af lønmodtagernes forhandlere, Anders Bondo Christensen, er optimistisk omkring en hurtig aftale.

»Det må betyde, at forligsmanden har en tro på det.«

»Det er snarere en udsættelse på to dage. Jeg tror ikke, hun (forligsmand Mette Christensen, red.) lukker os ud igen, før vi har en aftale,« siger han.

Parterne mødtes kl. 10 tirsdag formiddag, og forhandlingerne fortsatte til efter klokken 5, før konklusionen var klar.

Forhandlingerne trak ud, efter forligsmand Mette Christensen ellers sent tirsdag aften ifølge Berlingskes oplysninger meddelte forligsparterne, at hun ikke ville »sætte uret i stå« og lade parterne forhandle til langt ud på natten.

Forligsmanden var angiveligt villig til at give parterne en »lille elastik« på et par timer, men den tidsplan holdt altså ikke.

Lige lidt hjalp det dog.

Parterne kunne ikke blive enige om alle de tre store knaster om løn, lærernes arbejdstid og den betalte frokostpause.

Ifølge TV 2 kom de tre arbejdsgiverorganisationer kort efter midnat med det, der blev betegnet som et sidste tilbud til lønmodtagerne med en lønforhøjelse på 8 pct. over tre år, hvilket er en forøgelse fra det oprindelige tilbud på 7,9 pct. Lønmodtagerne har tidligere forlangt 8,2 pct.

Derudover holdt arbejdsgivernes forhandlere ifølge TV 2 fast i lærernes årsnorm, mens man ville skrive retten til betalt frokostpause ind i overenskomsten. Det ville dog kræve modydelser, lød det.

På Twitter sammenfattede arbejdsgivernes forhandler på det kommunale område, KL-formand Michael Ziegler, omkring kl. halv 1 situationen med det berømte latinske udtryk for »Terningerne er kastet«.

Svaret fra lønmodtagernes forhandlere blev dog et »nej«.

Siden har forligsmanden skullet vurdere, hvor parterne står, og hun har altså vurderet, at der fortsat er skub nok i forhandlingerne til, at hun vil give det to uger mere.

Overenskomstforhandlingerne har kørt i månedsvis og har været intensive de seneste dage.

Fra søndag til mandag brugte kommunernes forhandlere 21 timer i streg i Forligsinstitutionen på at forhandle, inden forhandlere fra regionerne og staten senere mandag indfandt sig i Forligsen.

Da alle mandagens forhandlinger var afsluttet, var det med langt mere positive toner fra både formand for Forhandlingsfællesskabet, Anders Bondo Christensen, og innovationsminister Sophie Løhde (V), der repræsenterer staten på arbejdsgiversiden, end tidligere.

Men de positive toner kunne altså ikke omsættes til en aftale, da parterne mødtes til tirsdagens forhandlinger.

Nu skal endnu et kapitel skrives i OK18-sagaen.