19 kendte danskere kræver milliongodtgørelse efter Se og Hør-sagen

Advokat mener nu at kunne dokumentere, hvordan 19 kendte fik deres brug af kreditkort overvåget og misbrugt.

Nu kræver kendte milliongodtgørelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov

En stor gruppe kendte rejser nu et krav om godtgørelse i millionklassen for den ulovlige overvågning, som Se og Hør gennem flere år udsatte dem for.

På vegne af 19 kendte har advokat Brian Larsen stævnet Aller Media, to tidligere chefredaktører samt den såkaldte tys-tys-kilde.

Hertil kommer et erstatningskrav mod kreditkortudbyderen Nets.

»Samlet set drejer det sig om et beløb i millionklassen. Det kan være, det bliver reguleret op eller ned i løbet af retssagen,« siger advokat Brian Larsen, der på nuværende tidspunkt afviser at komme beløbet nærmere.

Han repræsenterer blandt andre skuespillerne Mads Mikkelsen og Casper Christensen. Også Rigmor Zobel og Remee er blandt hans klienter.

Kravet om økonomisk kompensation er en ventet udløber af den store Se og Hør-sag, der er blevet kaldt danmarkshistoriens største medieskandale.

/ritzau/