1813 kan være skyld i 18 dødsfald

Region Hovedstaden har registreret 18 utilsigtede hændelser med dødelig udgang i forbindelse med den nye akuttelefon. Dansk Folkeparti mener, at ordningen bør laves om

1813-akuttelefon i Region Hovedstaden er tilsyneladende skyld i 18 dødsfald. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

18 dødsfald kædes nu sammen med den omdiskuterede akuttelefon 1813, der blandt andet har overtaget den gamle lægevagts opgaver i Region Hovedstaden.

Siden januar 2014 og frem til midten af august i år har Region Hovedstaden registreret 18 utilsigtede hændelser med dødelig udgang vedrørende akuttelefonen 1813. Det viser en aktindsigt, Radio24syv har fået.

Sundhedsordfører fra Dansk Folkeparti Liselott Blixt (DF) mener, at de nye tal er »skræmmende«.

»Det er et utroligt stort tal, og hvis det skyldes den nye ordning med 1813, så mener jeg, at man hurtigst muligt bør lave det om og gå tilbage til den gamle ordning,« siger Liselott Blixt til Radio24syv.

Hun vil spørge sundhedsministeren, hvad hun agter at gøre fremadrettet.

»Vi har en minister, der skal sikre borgernes sundhed, og hvis der er en region, som ikke kan finde ud af at sikre, at man kan komme til, når man er akut syg, så må man jo tage fat i den region,« siger Liselott Blixt.

Også formanden for Danske Patienter, Lars Engberg mener, at 18 dødsfald er et højt tal.

»Jeg synes, det lyder af mange, og det kalder på, at man i Region Hovedstaden prøver på at lave en årsagsanalyse, hvor man ser på, hvordan det kan være, at der er 18 utilsigtede hændelser med dødelig udgang,« siger han til Radio24syv.

»Der må jo være en årsag, og så må man bruge sådan en analyse som baggrund for at overveje, om der er grund til at ændre i den måde, 1813 er organiseret eller bemandet på,« siger Lars Engberg.

Professor i sundhedsøkonomi ved KORA Jakob Kjellberg har været med til at evaluere ordningen med akuttelefonen, og det er ifølge ham meget svært at sige entydigt, om akuttelefonen 1813 har ført til flere eller færre alvorlige utilsigtede hændelser, fordi det er svært at sammenligne den nuværende ordning med den gamle.

»Der har været en betydelig stigning i antallet af utilsigtede hændelser, men når der kommer fokus på noget, stiger antallet af indberetninger også,« siger han.

Region Hovedstaden oplyser til Radio24syv, at man har undersøgt og analyseret forløbene i de 18 sager med dødsfald. Efter analyserne har det ikke været muligt at fastslå, om akuttelefonen 1813 har været den direkte årsag til nogle af dødsfaldene, men man kan på den anden side heller ikke afvise, at fejl ved akuttelefonen har været medvirkende til patienters død.

Region Hovedstadens vicedirektør, Birgitte Rav Degenkolv, som er ansvarlig for akuttelefonen, siger, at alle dødsfald tages alvorligt.

»Hvert år ringer en million borgere 1813. De utilsigtede hændelser med dødelig udgang skal ses i det perspektiv. Jeg vil dog gerne understrege, at ethvert dødsfald er ét for meget, og derfor tager vi dem meget alvorligt. I sundhedsvæsenet, som alle andre steder, sker der systemfejl og menneskelige fejl. Derfor er det vigtigt at analysere dem, så vi kan undgå, at de samme fejl opstår igen,« siger Birgitte Rav Degenkolv til Radio24syv.