18-årige Frederik ramt af omdiskuteret automatnedlukning: »Vi har aftalt at drikke en fredagsøl, inden vi skilles ad igen«

Frederik Gregersen, der til daglig er elev på Gefion Gymnasium, er nu henvist til virtuel undervisning igen, efter at hans gymnasium er blevet ramt af regeringens model for automatisk nedlukning. Formanden for Skolelederforeningen kalder nedlukningen »fuldstændig åndssvag«. Partier er enige om at revurdere modellen i næste uge.

18-årige Frederik Gregersen er elev på Gefion Gymnasium og er nu sendt hjem fra skole igen på grund af regeringens model for automatiske nedlukninger. Det har både faglige og sociale konsekvenser for ham selv og eleverne i klassen, fortæller han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Frederik Gregersen går til daglig i 2. C på Gefion Gymnasium i København. Han havde kun lige fået lov til at snuse til en normal hverdag igen efter at have været hjemsendt i månedsvis på grund af covid-19.

Det var fantastisk, fortæller han. Særligt at se klassekammeraterne og få den ekstra læring, som han synes, at den fysiske undervisning medfører.

Men så faldt coronahammeren igen. Frederik Gregersen og hans kammerater skal nu tilbage til onlineundervisningen, som efterhånden hænger dem langt ud af halsen.

Årsag: regeringens automatiske model for nedlukninger.

»Vi havde lige fået en følelse af, at der var lys for enden af tunnelen, men det lys er nu blevet slukket igen. Nu skal vi være hjemme i minimum en uge mere og meget sandsynligt i længere tid. Det er superærgerligt,« siger den 18-årige gymnasieelev.

Gefion Gymnasium er nemlig placeret i Sankt Pauls Sogn i København, hvor man ifølge tal fra Statens Serum Institut torsdag oplevede en incidens på 469. Der var i alt 22 smittede den seneste uge og en såkaldt positivprocent på 3,3. Det udløste torsdag en automatisk nedlukning af Gefion Gymnasium, selvom ingen af gymnasiets elever er konstateret smittet med coronavirus. Nyboder Skole og Sølvgades Skole er også lukket ned.

Modellen mødte også hård kritik fra rektor på Gefion Gymnasium Birgitte Vedersø:

»Der er en systemisk fejl i reglerne. For det virker mærkeligt, at vi skal sende dem hjem, i en situation hvor ingen er smittet på skolen, og eleverne bor som oftest ikke i området,« sagde hun torsdag til Berlingske:

»Vi har endelig fået vores elever tilbage. De trænger til det, og de skal til eksamen lige om lidt.«

Nedlukningen rammer nu Frederik Gregersen og hans klassekammerater:

»Der er rigtig mange elever inklusive mig selv, der er frustrerede over det. Vi kunne forstå beslutningen, hvis der nu var smitte på vores gymnasium, men det er bare ikke tilfældet. Vi bliver også testet jævnligt, så vi synes, at det er en forkert beslutning,« siger han.

Svært at se fornuften

Modellen for automatisk nedlukning trådte i kraft for ganske nylig, og ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var modellen en af forudsætningerne for, at regeringen og resten af Folketingets partier kunne genåbne samfundet.

Også selvom Statens Serum Institut så sent som torsdag formiddag vurderede, at smittesituationen var gunstig, og at der derfor var plads til at genåbne samfundet hurtigere.

»Vi er nu et sted i epidemien, hvor vi gradvis genåbner det danske samfund. Forudsætningen for genåbningen er, at der slås hurtigt ned, så snart smitten stiger lokalt. Den automatiske model skal sikre, at der er helt klare kriterier for, hvornår og hvor meget, der skal lukkes ned, når smitten stiger lokalt,« sagde ministeren blandt andet.

Den konkrete model har imidlertid store konsekvenser for Frederik Gregersen og hans klassekammerater, der i forvejen har måttet undvære den fysiske undervisning igennem en længere periode.

»Jeg er helt klart bange for, at jeg ikke får det optimale ud af min skolegang. Da vi havde fysisk matematikundervisning for et par dage siden, føltes det næsten, som om jeg havde lært mere på et modul, end jeg havde lært under flere måneders virtuel undervisning,« siger gymnasieeleven.

Under coronakrisen har eksperter råbt op om de konsekvenser, som nedlukningen har haft for elevernes faglighed, i og med at eleverne har måttet nøjes med onlineundervisning i månedsvis. Det sociale aspekt har dog også lidt et alvorligt knæk, fortæller Frederik Gregersen, der føler sig mere ensom, når han går derhjemme:

»Det var ret normalt, at vi mødtes til en øl i Kongens Have, før vi blev hjemsendt på grund af corona. Men det element er næsten forsvundet helt. Så det er superærgerligt, at vi nu bliver sendt hjem igen.«

»Det var ret normalt, at vi mødtes til en øl i Kongens Have, før vi blev hjemsendt på grund af corona. Men det element er næsten forsvundet helt. Så det er superærgerligt, at vi nu bliver sendt hjem igen,« siger Frederik Gregersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Frederik Gregersens far, Søren Gregersen, har også svært ved at forstå regeringens model for automatisk nedlukning, selvom han anerkender, at det er nødvendigt at bremse smitten:

»Jeg er ikke sundhedsekspert, men jeg har svært ved at se, hvorfor eleverne skal sendes hjem, når der ikke er nogen smittetilfælde på deres skole. Det er svært at se fornuften i det. Så jeg kan godt forstå, hvis eleverne hænger med hovedet,« siger han.

»Fuldstændig åndssvagt«

Regeringens model for automatiske nedlukninger er også blevet mødt af skarp kritik fra politisk hold. Berlingske kunne tirsdag beskrive, at regeringens egne eksperter ikke blev inddraget i udformningen af de nye regler.

De Radikales Stinus Lindgreen havde ellers fået det indtryk, at modellen var anbefalet af regeringens eksperter.

Netop en af regeringens eksperter, medlem af regeringens referencegruppe og professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Jes Søgaard, har siden været ude at kritisere modellen:

»Vi synes, det er alt for unuanceret, og de har ramt forbi skiven. Omkostningerne er for store, og der er ikke proportionalitet i den her automatiske nedlukning. Det er skolebørnene, man tager som gidsler med den her model,« sagde han tidligere på ugen.

Modellen møder nu også kritik fra Skolelederforeningen:

»Man kan ikke andet end at grine ad modellen. Det virker umiddelbart fuldstændig åndssvagt, at gymnasiet skal lukke. Men hvis alternativet er, at politikerne lukker hele København ned, så er det trods alt bedre, at det kun omfatter enkelte skoler,« siger formand Claus Hjortdal, der dog også tager modellen i forsvar:

»Men man skal også huske på, at der er en sammenhæng mellem skole og samfund. For nogle steder vil børnene ikke kun være i skolen, men også ude i resten af sognet til idræt eksempelvis. Så det kan godt være, at der ikke er nogen smittede elever på skolen, men man lukker netop skolen for at forhindre, at det netop ikke kommer ind på skolen.«

Partierne bag gårsdagens genåbningsaftale er ikke desto mindre blevet enige om at revurdere modellen for automatiske nedlukninger i næste uge. Det er Frederik Gregersen glad for. Indtil videre skal han ses med sine klassekammerater, inden de i næste uge vender tilbage til hjemmeundervisningen:

»Vi har aftalt at drikke en fredagsøl, inden vi skilles ad igen. Det er virkelig rart at se sine klassekammerater igen,« siger han.

Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).