17-årig pige anklaget for at ville bombe to danske skoler: Her er de centrale spørgsmål

Onsdag går sagen mod en nu 17-årig pige fra Kundby i gang. Pigen er tiltalt for at planlægge terrorangreb mod to skoler. Hun nægter sig skyldig.

Foto: Nikolai Linares. Onsdag 19. april begynder en af danmarkshistoriens mest bemærkelsesværdige terrorsager, hvor en nu 17-årig pige fra Kundby er tiltalt for at planlægge terrorangreb mod to danske skoler.
Læs mere
Fold sammen

Planlagde en dengang 15-årig pige i vinteren 2015-16 at begå terror mod to skoler? Og blev angrebene kun afværget, fordi pigen ikke modtog ordre udefra, og fordi hun siden blev anholdt?

De spørgsmål skal Retten i Holbæk forholde sig til, når sagen - der betegnes som en af danmarkshistoriens mest bemærkelsesværdige terrorsager på grund af den voldsomme anklage og pigens unge alder - begynder onsdag formiddag.

Pigen blev anholdt på sin bopæl i Kundby i Nordvestsjælland 13. januar sidste år. Politiet mørklagde sagen, men siden er det kommet frem, at hun er tiltalt for at have anskaffet sig bombemanualer og ingredienser, man kan bruge til at fremstille sprængstoffet TATP, og for at forberede angreb mod Sydskolen i Fårevejle 8. januar 2016 og mod den jødiske skole, Carolineskolen, i København 8. februar 2016. Pigen nægter sig skyldig.

Sagens karakter har fået Statsadvokaten til at kræve, at pigen – hvis hun findes skyldig – får en forvaringsdom. Det er sammen med livstid den hårdeste straf herhjemme, fordi den dømte bliver lukket inde på ubestemt tid.

»Det er en juridisk vurdering, hvilken sanktionspåstand der skal nedlægges, og ved denne vurdering indgår Retslægerådets udtalelser sædvanligvis med meget stor vægt,« siger senioranklager Kristian Kirk til Berlingske.

Der er forud for sagen blevet lavet en mentalerklæring på pigen, og konklusionen i undersøgelsen er blevet forelagt Retslægerådet. En procedure, der ifølge Statsadvokaten er almindelig, når man har at gøre med sager om grov personfarlig kriminalitet, hvor forvaring kan komme på tale som straf.

Statsadvokatens krav om forvaring har skabt genklang, fordi det er yderst usædvanligt, at personer under 18 år idømmes en så hård straf. Faktisk er den type straf ifølge Danmarks Statistik ikke brugt til personer under 18 år de seneste 20 år. Seneste eksempel på, at et barn er blevet idømt forvaring er fra 1996, hvor en person, der på domstidspunktet var 17 år, blev idømt denne straf.

Pigens fortsæt bliver centralt

Centralt i sagen mod pigen bliver hendes ageren på de sociale medier i månederne forud for anholdelsen. Her ændrede hun radikalt karakter i efteråret 2015, hvor de almindelige teenageinteresser blev erstattet af en blomstrende begejstring for islam.

På det sociale medie ask.fm har hun fortalt, at hun 17. oktober 2015 konverterede til islam, og at det derfor var en af de bedste dage i hendes liv. Hun begyndte at citere vers fra Koranen og viste interesse for grupper på Facebook, som sympatiserer med en ekstremistisk udlægning af islam. Hun postede flere billeder, hvor hun står med hvad der ligner en attrappistol, og direkte adspurgt om, hvorvidt hun støtter jihad, svarede hun »ja«.

Hun skiftede også vennegruppe og kom blandt andet i kontakt med en 24-årig østjyde, som også har været sigtet i sagen. Han har tidligere været i politiets søgelys, fordi han har været udrejst til Syrien, hvor han angiveligt har lært at betjene våben. Efter et års varetægtsfængsling i sagen, opgav anklagemyndigheden dog at rejse tiltale mod manden, der derfor blev løsladt.

Men hvad foregik der egentlig i hovedet på pigen i de måneder, der gik forud for hendes anholdelse? Det vil pigens forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, formentlig fokusere på, når hun skal afhøre sin klient i Retten i Holbæk.

»Jeg tror, det får stor betydning for sagen, hvad hendes fortsæt var. Hvad baggrunden for hendes handlinger var, og hvad der foregik i hendes hoved i de uger,« siger Mette Grith Stage, der ikke ønsker at kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt, før hun skal procedere den.

Ud over terrortiltalen mod pigen er hun også tiltalt for at have begået grov vold mod en ansat pædagog på den lukkede institution i Grenå, hvor hun har siddet varetægtsfængslet. Pigen erkender sig ifølge Berlingskes oplysninger skyldig i denne anklage.

Sagen mod Kundby-pigen – som hun siden er blevet kaldt – starter onsdag og fortsætter ind i maj. Onsdag vil primært gå med at senioranklager Kristian Kirk afhører pigen.