1650 danskeres besked til politikerne: Transkønnede er ikke psykisk syge

I dag afleverer menneskerettighedsorganisationen Amnesty størstedelen af i alt 1650 breve til Sundhedsudvalget på Christiansborg. Brevene er fra danskere, der ønsker transkønnede fjernet fra listen over psykiske sygdomme.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

»Det kan ikke være rigtigt at transkønnede skal diskrimineres på den måde,« står der i ét af de i alt 1650 breve, Amnesty Danmark har modtaget i løbet af blot to dage fra vrede danskere, der ønsker transkønnede fjernet fra listen over psykiske sygdomme.

Brevene er stilet til Ældre- og Sundhedsudvalget på Christiansborg, der i næste uge skal mødes med Amnesty for at diskutere, hvorvidt transkønnede kan flyttes i sundhedssystemet, så de ikke figurerer på listen over psykiske lidelser.

I brevene, som Berlingske har fået et indblik i, er der opråb fra danskere, som ønsker, at politikerne skal handle:
»Kære ordfører. Du står med en helt oplagt mulighed for lige præcis det, man bør måle politikere på - at handle.«

Sygeliggørelse af transkønnede

Andre refererer i brevene til egne oplevelser og skriver:

»Vi transkønnede er alt for længe blevet ignoreret, stigmatiseret, sygeliggjort.«

Også forældre til transkønnede har givet deres besyv med i form af oplevelser fra sidelinjen:
»Mit barn, bedømt til at være en dreng ved fødsel på grund af ydre kønsorganer, har levet et ulykkeligt liv i sin barndom og ungdom.«

Alle brevskriverne har det til fælles, at de ønsker en anden behandling af transkønnede i sundhedssystemet, der følger WHOs retningslinjer for transkønnede. Hos WHO står de transkønnede på listen over psykiske sygdomme, og det er på den baggrund, at det samme er tilfældet i Danmark.

Sexologisk Klinik

Opmærksomheden om de transkønnede sker bl.a. på baggrund af Amnestys rapport, der i sidste uge rejste kritik af måden, transkønnede behandles i det danske sundhedssystem. I rapporten fortalte transkønnede om deres oplevelser hos Sexologisk Klinik, hvor de skal have stillet diagnosen »transseksualisme«, for at få hormonbehandling og kønsskifteoperation.

På klinikken bliver de både i følge rapporten og de transkønnede Berlingske talte med i sidste uge stillet spørgsmål som »Tænker du på din far, når du onanerer?«, »Har du tortureret dyr som teenager?« og »Var der noget galt, da din mor var gravid?«.

Brevene afleveres i dag kl. 15:00, hvor sundhedsordfører Lotte Rod fra Radikale Venstre, vil tage imod dem foran Christiansborg.