16 ton fedtet valle løber ud fra silo nær Haderslev

En silo i Hoptrup syd for Haderslev har lækket over 16 ton valle, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Haderslev. Syd- og Sønderjyllands Politi er søndag rykket ud til en forureningsulykke i Hoptrup syd for Haderslev. Her er der løbet valle ud fra en silo.

Det skriver politiet på Twitter.

- Vi er ved forureningsulykke, hvor der ukontrolleret løber valle ud - mere end 16 ton løber ud i retning mod Hoptrup Bæk.

Senere søndag aften skriver politiet, at vallen er løbet ned i markdræn. Derfor ser der ikke ud til at være fare for, at vallen rammer bækken.

- Vallen er løbet i markdræn. Der er ikke konstateret valle i Hoptrup Bæk eller tilstødende vandløb. Miljøvagten afslutter på stedet, lyder det.

Valle er en væske, der udskilles ved produktionen af ost.

- Vallen er ikke giftig for mennesker, men kan lugte grimt og være fedtet, skriver politiet på Twitter.

Mens vallen ikke er farlig for mennesker, kan den ifølge vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi være skadelig for fisk.

Politiet og den kommunale miljøvagt forventer at kunne færdiggøre en undersøgelse i løbet af mandag og svare på, hvad der kan have forårsaget udslippet.

/ritzau/