16-årig overfaldet ved S-togsstation i Hillerød

Flere unge personer er blevet udsat for overfald og umotiveret vold ved en række S-togsstationer. Politiet undersøger, om der er sammenhæng mellem sagerne.

Flere unge mennesker er blevet overfaldet ved S-togsstationer. Senest blev en 16-årig ung mand overfaldet mandag i Hillerød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Mandag eftermiddag blev en 16-årig ung mand overfaldet på et stisystem i Hillerød.

Det oplyser Nordsjællands Politi i døgnrapporten tirsdag.

Mellem kl. 14.30 og 14.45 kom den 16-årige gående ad stisystemet mellem Søndre Jernbanevej og Vibekevej i retning mod Hillerød Station.

På stisystemet passerer to mænd den 16-årige, og den ene af mændene kommenterer den unge mands måde at gå på. Efterfølgende udvikler det sig til, at den ene mand tildeler den 16-årige flere knytnæveslag, inden de to mænd løber fra stedet.

Nordsjællands Politis beskrivelse af de to personer lyder således: :

A: mand, udenlandsk af udseende, ca. 17-18 år, ca. 180-185 cm høj og alm. af bygning med skægstubbe. Han var iført sort jakke, sort hættetrøje, der dækkede for ansigtet, sorte bukser og sorte sko. B: Mand, udenlandsk af udseende, ca. 17-18 år, ca. 180-185 cm høj og alm. af bygning, iført sort hættetrøje, der dækkede for ansigtet, sorte bukser, og sorte sko.

I samme politikreds blev også en 17-årig pige overfaldet mandag aften. Mellem klokken 21.10 og 21.20 kom hun gående på stisystemet bag Gurrevej og H.C. Ørstedsvej i Helsingør. Den unge kvinde blev ifølge døgnrapporten slået i ansigtet og trampet på af fire drenge. Pigen var efterfølgende til behandling på skadestuen. Politiet har ingen oplysninger om gerningsmændene, andet end at de beskrives som udenlandsk udseende.

Nordsjællands Politi ved endnu ikke, om der er sammenhæng mellem de to overfald.

Flere tilfælde af vold

TV 2 Lorry har den senere tid berettet om flere tilfælde af vold ved S-togsstationer i hovedstadsområdet.

Fredag 14. februar blev en 17-årig mand overfaldet af en større gruppe på S-togsstationen i Albertslund. Her blev han ifølge Lorry tildelt knytnæveslag og spark, og gruppen forsøgte at skubbe den 17-årige ned på skinnerne.

Henriette Døssing, Nordsjællands Politi

»Vi kigger på alle mulige ting, og vi kigger på, om der kan være en sammenhæng mellem de forskellige sager.«


TV 2 Lorry beretter også om, at en 23-årig mand søndag 16. februar blev overfaldet, mens han ventede på toget på en perron på Roskilde Station.

Nordsjællands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvorvidt de forskellige overfald kan have en sammenhæng.

»Det er for tidligt at sige noget om nu, men vi kigger på alle mulige ting, og vi kigger på, om der kan være en sammenhæng mellem de forskellige sager,« siger kommunikationsrådgiver ved Nordsjællands Politi Henriette Døssing til Berlingske.