En 16-årig dreng blev sent fredag aften udsat for et knivstikkeri på Allerød Station. Drengen blev efterfølgende bragt til sygehuset. Han er uden for livsfare.
Lørdag morgen fortæller vagtchef Christian Illum ved Nordsjællands Politi, at man har anholdt en 16-årig dreng, der mistænkes for at stå bag knivstikkeriet. Han blev anholdt klokken 00.37.
Den 16-årige bliver lørdag fremstillet ved grundlovsforhør ved Retten i Lyngby. Han er ifølge Ekstra Bladet sigtet for forsøg på manddrab.
Sigtelsen lyder, at den 16-årige stak offeret i maven med henblik på at dræbe ham. Offeret – der ligeledes er 16-år – fik et stik, der krævede en operation, fordi det stak hul på tyktarmen.
Da sigtelsen var læst op, lukkede dommeren dørene på grund af den fortsatte efterforskning, og fordi den sigtede er så ung. Den sigtede er ligeledes beskyttet af navneforbud.
Den sigtede erkender de faktisk forhold, men han har ikke gjort noget med fortsæt, lyder det ifølge Ekstra Bladet fra han forsvarsadvokat.
Vagtchef Christian Illum fortalte lørdag morgen om fredagens knivstikkeri ved Allerød Station, og hvad der ledte op til det.
»Der var to grupper unge, der kom op at skændes på Allerød Station, men vi kender ikke det egentlige motiv eller deres eventuelle relation,« siger vagtchefen.
Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 23.44 fredag aften. I timerne efter hændelsen var politiet til stede på stationen, der var afspærret.
Afspærringen betød også, at togene ikke standsede på Allerød Station.
Klokken 05.00 lørdag oplyste vagtchefen, at politiets arbejde på stationen er færdigt, og at man igen kan tage toget til og fra Allerød Station.
/ritzau/