16-årig dreng dræbt mod vejtræ

En 16-årig dreng blev dræbt, da han natten til tirsdag kørte en bil direkte ind i et vejtræ på Mørkhøjvej i Gladsaxe.

Det kostede en 16-årig dreng livet, da han natten til tirsdag satte sig bag rettet i en bil og kørte ud af Mørkhøjvej i Gladsaxe, oplyser politiet.

Drengen mistede herredømmet over bilen og kørte direkte ind i et vejtræ og blev dræbt på stedet. To vidner i nærheden hørte ifølge politiet et højt brag, og da de nåede frem til ulykkesstedet, var den 16-årige død.

Bilinspektører har morgenen igennem arbejdet på stedet, men det er endnu uklart, hvad der er gået forud for den voldsomme ulykke.

- Selen i passagersiden har været i brug, så alt tyder på, at der har været flere personer i bilen. Dem vil vi naturligvis gerne høre fra, siger vagthavende hos politiet i Gladsaxe.

Bilen er ikke meldt stjålet, så politiet formoder, at den 16-årige kender bilens ejer.

/ritzau/