15-årig pige tilstår drab på storebror

En pige på 15 år har søndag eftermiddag i Retten på Frederiksberg tilstået, at hun natten til søndag dræbte sin storebror i det københavnske nordvestkvarter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard

En pige på 15 år har søndag eftermiddag i Retten på Frederiksberg tilstået, at hun natten til søndag dræbte sin storebror i det københavnske nordvestkvarter. Det skriver bt.dk.

Drabet fandt sted klokken 02.09 ifølge den sigtelse, som blev læst op i retten under dagens grundlovsforhør. Af den fremgår det også, at pigen blev anholdt kort efter, klokken 02.15.

Sigtelsen lyder på knivstik i halsen.

»Vi betragter det som en familietragedie, og vi betragter sagen som opklaret,« sagde viceinspektør i afdelingen for personfarlig kriminalitet, Jens Møller, tidligere søndag til Berlingske Nyhedsbureau.

Retten har besluttet, at sagen skal køre for lukkede døre.

Den 15-årige pige er blevet varetægtsfænslet i surrogat, hvilket vil sige, at hun i stedet for fængsel er blevet overgivet til en institution for unge, hvor hun skal gennemgå en mentalundersøgelse.