15-årig asylansøger stukket ned på åben gade i København

Nordafrikansk dreng blev stukket i brystet på Nørrebrogade i København. Politiet leder efter en gruppe unge.

Offeret er en 15-årig uledsaget asylansøger og bor i Røde Kors' asylcenter Gribskov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

En teenagedreng blev torsdag aften stukket med en kniv på Nørrebrogade i København.

Offeret er en 15-årig nordafrikansk dreng. Han er uledsaget asylansøger og bor i Røde Kors' asylcenter Gribskov, oplyser den centrale efterforskningsleder Aaron Newman, Københavns Politi.

Drengen blev stukket i venstre side af brystet under hjertet, men hans hjerte blev ikke ramt.

Han blev sendt til Rigshospitalets Traumecenter, og politiet oplyste kort efter midnat natten til fredag, at han er uden for livsfare.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet torsdag klokken 20.29.

Vidner har fortalt, at der forinden havde været en ordveksling mellem fem til seks unge i alderen 16 til 17 år.

Efter knivstikkeriet, der fandt sted nær Griffenfeldsgade, faldt drengen om. Herefter forsvandt omkring fem personer fra stedet.

Den gruppe leder politiet nu efter.

Kort efter knivstikkeriet blev en person anholdt mellem 50 og 100 meter fra gerningsstedet, men da det viste sig, at han ikke kunne knyttes til overfaldet, blev han løsladt igen, siger efterforskningslederen.

»Vi arbejder på at identificere gruppen, som vi mener, er unge fra lokalområdet. Vi har rigtig gode overvågningsbilleder,« siger Aaron Newman.

Politiet kender ikke relationen mellem de unge, og det vides heller ikke, hvad motivet var, til at den 15-årige blev stukket ned.

»Vi skal afhøre ham, og vi håber, at han kan sige noget om, hvad baggrunden er,« siger Aaron Newman.

Knivstikkeriet har fået borgerinitiativet »Vi tager gaden tilbage« til at indkalde beboere og handlende til et møde fredag klokken 17 ud for Nørrebrogade 51.

»Det er vigtigt, at vi på Nørrebro står sammen med de beboere, der oplever utrygheden lige uden for deres gadedør. Vi skal møde op og markere, at vi ikke finder os i det, de udsættes for,« siger initiativets talsmand, Terje Bech.

Ifølge ham har der været ro i gademiljøet på Nørrebro i længere tid. Sidste tilfælde af bevæbnet vold var angiveligt i oktober sidste år.

/ritzau/