»148 drømme er blevet slukket«

Danskere mindedes søndag de 148 ofre for al-Shabaabs terrorangreb på et universitet i Kenya. Det skete foran København Universitet ved Frue Plads.

Foto: David Leth Williams. D. 12 april 2015 blev der afholdt en mindehøjtidelighed ved Frue Plads i København for de 148 universitetsstuderende, der omkom ved terrorangrebet d. 2 april i år ved Garissa Universitet i Kenya. (Foto: David Leth Williams/Scanpix 2015)
Læs mere
Fold sammen

Roser i alle farver lå spredt på stentrappen til indgangen på Københavns ældste universitetsbygning. Et kenyansk flag blafrede i den forårskolde vind, og trappens sider var dekoreret med et budskab. Det være sig skilte med teksten #148notjustanumber.

Hashtagget blev til på de sociale medier efter, at terrorister fra den somaliske terrorgruppe al-Shaabab tidligt om morgenen skærtorsdag trængte ind på Garissa University i Kenya og skød og dræbte 147 unge mænd og kvinder. Siden er dødstallet steget til 148, og angrebet betegnes som det største i Kenya i over ti år.

»148 drømme er blevet slukket,« lyder det fra John Limmo. Han er studerende på Aalborg Universitet i København. Kenya er hans hjemland, og han er en af talerne på trappen ved Frue Plads denne søndag.

Han taler til den flok af mennesker, som er dukket op og har stillet sig i en halvmåne rundt om trappen. Langt størstedelen af lytterne har rødder i det afrikanske, men der er også andre iblandt. Helene Knudsen på 52 står i mængden og kigger op på ham.

»Det er unge, uskyldige studerende, som var et håb for fremtiden. Det berører mig rigtig dybt. Og jeg vil gerne være med til at støtte, at det er noget, der bliver mindet. Også i Danmark,« siger hun og tilføjer, at hun havde ønsket at se endnu flere, som ikke selv har pårørende i Kenya.
»Vi skal ikke lukke øjnene for det, der sker, selvom det er lidt længere væk end hos vores nærmeste allierede. For mig er det lige så vigtigt, hvad der sker i Afrika, og hvad der sker i Kenya.«

Kan ikke måles i kilometer

Sådan er hun ikke den eneste, der har det. For 27-årige studerende Martin Grimstrup var det meget simpelt. Selvfølgelig skulle han dukke op.
»Der er sket noget helt vildt, som jeg synes, bør markeres. Der har været store markeringer af attentater, som har samlet mange mennesker, og den her demonstration er sikkert mindre end andre, men jeg synes, den er mindst lige så vigtig,« siger han.

»Jeg synes ikke, der er spor langt til Kenya. Jeg håber, jeg er en del af en generation, som opfatter verden som et mindre sted. Det kan ikke altid måles i kilometer, og jeg følte mig meget påvirket af at se billeder fra attentatet i Kenya,« lyder det. Alligevel havde han også en frygt for, at folk ville se billederne og glemme dem lige så hurtigt igen, for nå ja, men det er et helt andet sted.
»Af sig selv bliver det en indforståethed på sociale medier og i de etablerede medier, at det ikke fylder mere,« siger Martin Grimstrup.
Derfor glæder han sig trods alt over, at der er kommet folk selvom, der ikke har opmærksomhed omkring begivenheden.

Ahlam Chemlali, der beskæftiger sig meget med Østafrika som projektkoordinator i DIGNITY (Dansk Institut for Tortur, red.), får mikrofonen efter John Limmo. Hun besøger gennem sit arbejde blandt andet universiteter og interesseorganisationer i Kenya, og også hun efterlyser medmenneskelighed.
»Forestil jer et øjeblik, at denne massakre ikke var sket på afrikansk jord, men på europæisk jord. Hvilket ramaskrig det ville have fået blandt medier og politikere. Det ville fylde sendefladen med debatter og timelange udsendelser,« siger hun.

Ahlam Chemlali mener, at der er forskel på opmærksomheden omkring et terrorangreb i Kenya og et terrorangreb på Charlie Hebdo i Frankrig. Men hvorfor, spørger hun sig selv og de fremmødte?

»Fordi det ikke har noget med ytringsfrihed at gøre, har jeg fået fortalt af nogen. Fordi det ikke er nogen, der ligner os. Fordi det ligger for langt væk,«  svarer hun og bliver afbrudt af klapsalver.

Kenyas tab er stort

Ahlam Chemlali er også særligt fortvivlet over, at terroren ramte det, hun kalder den spirende ungdom. Hun er en af mange, der på denne søndag taler om, hvor dyrt det er at studere i Kenya. Hvordan forældre må spare sammen og tage lån for, at bare en af deres børn kan gå i skole.Det er også det, der har gjort størst indtryk på initiativtageren bag mindehøjtideligheden.
»Det er en virkelig stor ting, når unge går på universitetet i diverse afrikanske lande,« siger Mary Consolata Namagambe, der selv stammer fra Uganda og er ved at afslutte sit jurastudie i Danmark.
»Det koster så mange penge, og hele det arbejde, forældrene har lagt i, at deres børn skulle nå dertil, går til spilde.«

Samtidig er det et stort tab for Kenya, mener Mary Consolate Namagambe.
»Det er 147 personer, der kunne være blevet ledere eller iværksættere, der kunne sætte gang i økonomien eller have ændret ideologier i det her land,« siger hun.

Flere og flere støder til, som mindehøjtideligheden skrider frem. De planlagte to minutters stilhed er blevet rykket til sidst, for at få flest muligt med.
Et af de sidste indslag kommer fra den danskugandiske sangerinde Feridah Rose. Hun får folk til at synge med på Bob Marleys »One love«. For er der noget, vi deler med Kenya på trods af de 11.000 kilometers afstand, er det ønsket om kærlighed, medmenneskelighed og en fredfyldt verden, siger hun.
»One love. One heart. Let’s get together and feel all right,« bliver der sunget med fra halvmånen, mens de fleste i den vrikker med og vipper let i knæene.