14 vagtlæger undersøgt efter svigt hos lægevagten

Efter at lægevagten ikke reagerede, da en 36-årig kvinde ringede ind med symptomer på en blodprop i hjertet, er vagtlægernes skema blevet ændret ti steder i Region Syddanmark.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tirsdag offentliggør vagtlægerne og Region Syddanmark resultatet af en grundig gennemgang af lægernes vagtplan.

Ifølge redegørelsen har 14 læger haft så mange vagter, at vagtchefen har været i kontakt med dem. Eftersynet har desuden ført til ti konkrete ændringer i vagtplanen for juli og august.

Kritikken var stor af lægevagten i Region Syddanmark, efter at det viste sig, at den vagtlæge, der i marts ikke opfangede, at 36-årige Regina Holmegaard fra Glamsbjerg på Fyn havde brug for hjælp, da hun ringede ind med symptomer på en blodprop i hjertet, havde haft for mange vagter.

Det førte siden til et møde 7. juli mellem Region Syddanmark og Praktiserende Lægers Organisation (PLO), hvor vagtplanen for vagtlægerne blev diskuteret. Forud for mødet havde Region Syddanmark ønsket et loft over antallet af vagter, som en praktiserende læge kan tage ved siden af sine almene praksis, og Bo Libergren (V), formand for Sundhedssamordningsudvalget i Region Syddanmark, er tilfreds med, at der nu bliver strammet op i vagtplanen.

»Vi har nu fået gennemgået vagtplanerne, og vi er foreløbigt tilfredse. Det har været nødvendigt at ændre planerne enkelte steder, hvor der kunne være tvivl om deres forsvarlighed,« siger Bo Libergren i en pressemeddelelse.

De konkrete ændringer har blandt andet drejet sig om nogle såkaldt dobbelte visitationsvagter, som nu er fjernet. Men der er fortsat tale om en foreløbig løsning, påpeger Bo Libergren.

»Så skal der efterfølgende laves konkrete regler. Og skulle det senere vise sig nødvendigt at stramme op på ordningen, så gør vi det,« siger Bo Libergren.

Også de praktiserende læger er glade for, at der er fundet en foreløbig løsning, som sikrer patienterne en god behandling, oplyser næstformand for PLO i Syddanmark Jørgen Skadborg.

På mødet 7. juli mellem Region Syddanmark og PLO blev det også bestemt, at der efter sommerferien bliver udarbejdet regler, som vagtchefen og vagtlægerne kan forholde sig til.

Regionens administration og vagtlægerne mødes i august for at gennemgå vagtplaner og forberede et kommende møde i samarbejdsudvalget 15. september, hvor reglerne for vagtarbejdet skal besluttes.

Regina Holmegaard døde af en blodprop i marts, og det har vist sig, at den vagtlæge, der er blevet kritiseret for at fejltolke den 36-årige kvindes symptomer, før har fået kritik i en lignende sag.