14 personer anholdt i koordineret bandeaktion

Flere politikredse på Sjælland har sammen med Task Force Øst i dag gennemført ransagninger og anholdt 14 personer med tilknytning til bandemiljøet.

(Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Fra tidlig morgen indgik politikredsene på Sjælland - herunder Københavns Politi - i en større koordineret aktion med det sigte at stresse bandemiljøet i København og det øvrige Sjælland.

Det er den seneste tids mange skyderiet i netop det hårdkogte miljø, der var anledning til den storstilede aktion.

I alt 30 ransagninger førte til beslaglæggelse af en skarpladt pistol, en gaspistol, peberspray, knive og slagvåben, tyvekoster og narkotika i form af hash, MDMN, amfetamin og kokain.

Aktionen er fortsat i gang og indtil videre er 14 personer blevet tilbageholdt.

»Formålet med de mange ransagninger i dag er, at sende et klart signal til bandemiljøet om, at politiet holder øje med dem og den kriminalitet, de begår,« siger ledende politiinspektør Poul Kjeldsen, Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De huse og bygninger, som i dag er blevet ransagnet, har tilknytning til bandegrupperingerne Gremium, Black Jackets/Brothas, Monguls, Satudarah og den nyetablerede gruppe Osmanen Germania.

Det er blandt andet mistanker om besiddelse af våben, handel med og besiddelse af narkotika, afpresning, vold, økonomisk kriminalitet og anden berigelseskriminalitet, der har fået retten overbevist om, at politiet skulle udstyres med kendelse til at kunne ransage dele af bandemiljøet.