14 års fængsel for bodega-drab i Brønshøj

Den 22-årige Danni Severin Meisler blev tirsdag i Østre Landsret idømt 14 års fængsel for drab på en 29-årig tuneser på Voldes Bodega i Brønshøj sidste år.

Ni pistolskud affyret på klos hold af et andet menneske er ikke nødværge. Det fastslog nævningerne i Østre Landsret tirsdag. Dermed kendte de den 22-årige Danni Severin Meisler skyldig i drabet på en 29-årig tuneser på Voldes Bodega i Brønshøj i februar 2006.

Landsretten takserede drabet til 14 års fængsel - en dom, som den 22-årige modtog. Rigsadvokaten skal nu vurdere, om han vil anke til Højesteret for at få medhold i kravet om en forvaringsdom.

Ved drabet rettede Meisler sin ni millimeter pistol mod tuneseren Kais Attia og trykkede på aftrækkeren, indtil pistolen gik i baglås.

Meisler stak under sin varetægtsfængsling af fra politiet. Han blev anholdt fem måneder senere under stor dramatik. Han var passager i en bil, som blev standset efter en politijagt, hvor to betjente afgav 21 skud og dræbte chaufføren.

/ritzau/