14-årig dreng forsvundet fra institution på Fyn

Læs mere
Fold sammen

Fyns Politi efterlyser onsdag 14-årige Nikolaj Hindsberg Jensen, der ikke er blevet set siden mandag aften, skriver bt.dk.

Den 14-årige dreng forlod ifølge politiet sin bopæl, institutionen Taurus, i Vester Skerninge i nedtrykt sindstilstand mandag aften mellem klokken 19 og 20. Han betegnes som en psykisk skrøbelig dreng, og det frygtes, at han vil opsøge misbrugsmiljøer.

Nikolaj Hindsberg Jensen er cirka 190 centimeter høj, spinkel af bygning og nærmest kronraget. Da han forlod sin bopæl mandag, var han iført en mørkeblå cardigan, et par mørkegrå bukser med lommer på lårene og sorte Nike-gummisko. Han kørte fra institutionen på en blå og sort mountainbike af mærket RM Landslide,

Den 14-årige dreng havde sin mobiltelefon med, som blev sporet til det centrale Nyborg. Allerede mandag aften ved 20.30-tiden blev den dog slukket, og den har ikke været tændt siden, informerer Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Personer, der kan have eventuelle oplysninger om Nikolaj Hindsberg Jensen, bedes henvende sig til Fyns Politi på telefon 114.

BNB