134 pas er stjålet under indbrud på rådhus

Politiet efterforsker indbrud på Haderslev Rådhus, hvor 134 pas blev stjålet. Indbruddet skete i weekenden.

Politiet efterforsker indbrud på Haderslev Rådhus, hvor 134 pas blev stjålet. Indbruddet skete i weekenden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

134 pas er i weekenden blevet stjålet fra Haderslev Rådhus.

Passene er udfyldt med foto og personlige oplysninger.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Passene blev stjålet i forbindelse med et indbrud.

Anmeldelsen om indbruddet blev modtaget mandag klokken 08, men det fandt ifølge politiet sted allerede lørdag ved 16-tiden.

Politiet vurderer, at de fleste pas, der bliver stjålet, bliver brugt til ulovlig ind- og udrejse på tværs af landegrænser.

Men der er også risiko for, at personlige oplysninger fra de stjålne pas vil blive misbrugt, påpeger Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hvis man har mistanke om, at nogen misbruger ens personlige oplysninger, skal misbruget anmeldes til politiet.

Aftaleparter og eventuelle kreditorer skal kontaktes.

Herefter kan man oprette en »kreditadvarsel« på borger.dk, og i visse tilfælde er der mulighed for at få et nyt personnummer.

Med en kreditadvarsel bliver det markeret i CPR-registret, at der er risiko for, at en bestemt identitet misbruges til at optage lån og kredit.

Desuden kan der være hjælp at hente hos ens eget forsikringsselskab, hvis man har fået misbrugt sin identitet.

Syd- og Sønderjyllands Politi er i gang med at efterforske sagen og har foreløbig ikke yderligere oplysninger om indbruddet.

/ritzau/