13 cm er ikke nok for københavnerne

I København må man først skøjte på byens søer, når isen er 18 cm. I andre dele af Danmark er 13 cm nok. Hvorfor skal københavnerne have de fem centimeter ekstra under sig? Se svaret her.

Forbudsskilt ved Damhussøen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Hagemann Bro
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Isen på Peblingesøen i det centrale København måler i øjeblikket 15 centimeter. Det havde været nok til, at man ville åbne søen - hvis den ellers lå i Århus. Men det er ikke nok i København.

For i hovedstaden skal isen være mindst 18 centimeter, før kommunen vil lade folk gå ud på den tilfrossede sø. I mange kommuner uden for København skal den blot være 13 centimeter tyk, for at kommunen siger "vær så god" og lader folk trække i skøjterne.

Men hvorfor? Hvorfor skal københavnerne have fem centimeter ekstra under sig?

- I den gamle politivedtægt stod tallet 13. I København oplevede man så i vinteren i 95-96, at en person gik igennem isen på Sortedamssøen, og derfor besluttede man sammen med politiet dengang at hæve grænsen fra 13 centimeter til at være 16-18. Så har vi så truffet den beslutning, at den skal være 18 for at være på den sikre side, forklarer parkforvalter Peter Nordskov fra Københavns Kommune.

Hvorfor er den så 13 i Århus? Er københavnerne tungere, eller hvad er det?

- Isen kan sagtens holde én person eller 100, når den er 13 centimeter. Det helt store problem er, at vi er nogle flere mennesker her, så så snart vi siger, "nu åbner vi op for isen", så forventer vi også, at der kommer flere mennesker ud end i en mindre provinsby, dvs. trykket per kvadratmeter bliver væsentligt større.

Men der bor jo også mange mennesker i Århus og Aalborg. Er de mere dumdristige i Jylland?

- Jeg ved det ikke. Jeg kender ikke til, at der ligger en fælles regel. Det er noget myndighederne selv sætter op, da jeg ved, at den gamle politivedtægt sagde 13, så har det nok også været gældende andre steder.

Hvornår tror du, at københavnerne får lov til at komme ud og stå på skøjter?

- Vi måler Peblingesøen i morgen tidlig, og så må vi se. Hvis den er oppe på 18, må vi se at få fingeren ud og gøre den klar til weekenden, slutter Peter Nordskov.