13 personer er blevet anholdt for at have deltaget i et slagsmål mellem to store grupper på Vesterbro i forbindelse med en fodboldkamp mellem FC København og Brøndby 12. juli.

Det oplyser Københavns Politi tirsdag i en pressemeddelelse.

De 13 fodboldfans vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag klokken 16.

Politiet slog til tidligt tirsdag morgen på en række adresser i hovedstadsområdet. Her blev de 13 anholdt.

»Det er fuldstændig uacceptabelt at bruge fodbold som en undskyldning for at slås.«

»Dagens aktion er et tydeligt tegn til alle 'fodboldbøller' om, at vi kommer efter dem,« siger politiinspektør Tommy Laursen, der er leder af Center for Borgertryghed i Københavns Politi, i politiets meddelelse.

Han udelukker ikke, at der kan komme flere anholdelser i den kommende tid.

De anholdte sigtes for grov forstyrrelse af den offentlige orden samt for i forening at have begået vold af særlig farlig karakter mod den samme forurettede fra den modsatte gruppering.

I forvejen sidder en mand varetægtsfængslet efter slagsmålet. Han blev anholdt 18. august og i første omgang løsladt efter et grundlovsforhør i Københavns Byret.

Landsretten ændrede dog den beslutning, så han nu sidder fængslet.

/ritzau/