Vi har håndplukket 12 fotografier fra udlandet, der har gjort særligt indtryk i året, der snart er gået. Ét foto er udvalgt fra hver måned.

Det er i sig selv en næsten umulig opgave at finde det ene motiv, for på Berlingske modtager vi omtrent 60.000 fotos fra udlandet hver eneste dag. Det bliver til knap 22 millioner fotografier i hele 2021. Så hvilke kriterier, skal man vælge ud fra?

De 12 fotos er valgt på fotografiets præmis og ikke nødvendigvis på dét, der har været årets vigtigste begivenheder, selvom det en i vis udstrækning også afspejles. For fotografiet er et universelt sprog. Et sprog, alle forstår, et sprog, alle kan forholde sig til, og et sprog, der på tværs af landegrænser, kultur, etnicitet og køn kan fortælle historie, vække følelser, sympati, vrede og glæde – eller bare fascination.

God fornøjelse.

 

J. Scott Applewhite/AP/Ritzau Scanpix

Amerikansk politi med deres våben trukket mod oprørere, som forsøger at trænge ind i Kongressen i Washington D.C., USA, 6. januar 2021.

 

Bulent Kilic/AFP/Ritzau Scanpix

Læge Akay Kaya og sygeplejerske Yildiz Ayten fra et offentligt hospital i Bahçesaray ankommer 15. februar 2021 til landsbyen Guneyyamac i det østlige Tyrkiet for at vaccinere borgere på 65 år eller ældre mod coronavirus med den kinesiskudviklede CoronaVac-vaccine. Tyrkiets befolkning på flere end 83 millioner er spredt ud over Europa og Asien og dækker noget tilsyneladende uindtageligt terræn. Vaccinationsindsatsen med Kinas CoronaVac-vaccine startede med et brag i midten af januar 2021, da Tyrkiet vaccinerede flere end en million mennesker i den første uge. Vaccineindsatsen blev dog bremset betydeligt, da læger og sygeplejersker forlod storbyerne og forsøgte at nå afsides bjergsteder.

 

Brian Inganga/AP/Ritzau Scanpix

12-årige Stephen Mudoga forsøger at jage en sværm af græshopper væk fra sin families gård i Elburgon, Kenya, efter at han er kommet hjem fra skole 17. marts 2021.

 

Juan Barreto

En demonstrant falder til jorden efter at være blevet ramt af politiets vandkanoner under kampe mellem demonstranter og politiet i Colombia 28. april 2021. Demonstranterne protesterede mod regeringen og præsidenten, som havde indført en ny skattereform, der angiveligt ville have haft stor betydning for middelklassen i Colombia. Mindst 17 mennesker døde, og flere hundrede kom til skade i forbindelse med protesterne, der varede flere dage.

Mahmud Hams

Et israelsk missil har ramt den 13 etager høje bygning Jala Tower i Gaza under de israelske styrkers luftangreb 15. maj 2021. Angrebene fandt sted i forbindelse med stridigheder mellem Hamas og Israel. Angrebet udløste massiv kritik, fordi bygningen husede en række medier, herunder blandt andet Al-Jazeera, og det blev derfor betragtet som et angreb mod den frie presse.

Spasiyana Sergieva

Den israelske gymnast Linoy Ashram under de europæiske mesterskaber i rytmisk gymnastik i Bulgarien 12. juni 2021.

Francois Walschaerts

En bunke af ødelagte biler i den belgiske by Verviers 15. juli 2021. Ødelæggelserne er forårsaget af kraftige regnskyl og oversvømmelser, der hærgede store dele af det centrale Europa. I Belgien blev mindst to mennesker dræbt af oversvømmelserne, i Tyskland mindst 184.

Wakil Kohsar

I lufthavnen i Kabul, Afghanistan, klamrede desperate afghanere sig til fly, der skulle til at lette 16. august 2021. Det skete efter en forbløffende hurtig afslutning på 20 års krig i Afghanistan, hvor tusindvis af mennesker samledes i byens lufthavn i et forsøg på at flygte fra Talebans islamistiske styre.

Paul Ratje

En amerikansk grænsevagt på hesteryg prøver at stoppe og afskrække immigranter fra Haiti 19. september 2021. Titusinder af haitianske immigranter dukkede op ved grænsen mellem Mexico og USA i september, hvor de forsøgte at krydse Rio Grande og opnå et nyt liv i USA. Den hårdhændede behandling og præsident Joe Bidens flygtningepolitik blev mødt af kritik efterfølgende.

Emilio Morenatti

Det var noget af et særsyn, da vulkanen La Vieja Volcano på den spanske ferieø La Palma i oktober 2021 gik i udbrud, og store dele af øen blev totalt dækket af aske. I forbindelse med vulkanudbruddet blev omkring 7.000 mennesker evakueret fra deres hjem.

Wojtek Radwanski/AFP/Ritzau Scanpix

En grædende kurdisk mand holder sit barn. Familien er fanget i et grænseområde i skoven mellem Polen og Belarus 9. november 2021. De var fanget i grænseområdet i omkring 20 dage, hvor de blev skubbet tilbage til Belarus otte gange. De fortæller, at de blev slået og truet med hunde af de belarusiske soldater. Den kurdiske familie er flygtet fra Irak og består af 16 familiemedlemmer i tre generationer, syv af dem er børn, og den yngste er kun fem måneder gammel.

Shawn Triplett

En ødelagt biograf i Kentucky, USA, 11. december 2021, viser, hvor omfattende og voldsomme ødelæggelserne var, efter at en stribe tornadoer hærgede flere delstater i USA. Katastrofen kostede mindst 74 mennesker livet i Kentucky, mens 14 blev dræbt i andre delstater, og de materielle ødelæggelser forventes at løbe op i milliarder af dollar.