12 børn under 10 år har coronavirus - ingen alvorligt syge

Smittepresset blandt børn er generelt lavt, oplyser Statens Serum Institut. De fleste smittede er 40-49 år.

 
Coronavirussen har lukket Danmark ned. Her er et overblik over situationen. Video: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ida Marie Odgaard Fold sammen
Læs mere

Der er 12 børn under 10 år, der er konstateret smittet med coronavirus.

Tre børn har været eller er indlagt, men ingen har på nuværende tidspunkt en alvorlig infektion.

Det skriver Statens Serum Institut på hjemmesiden.

De børn, der er konstateret smittet, er blevet undersøgt, fordi de har haft lettere luftvejssymptomer eller feber.

Der er ifølge instituttet tale om børn, der har haft kontakt til en anden person med smitte eller været på rejse til risikoområder.

Generelt er smittepresset blandt børn meget lavt, skriver Statens Serum Institut.

Kun fire procent af i alt 1176 testede i gruppen 0 til 19 år har pådraget sig smitten.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens hjemmeside, at børn ikke er i særlig risiko for at pådrage sig coronasmitte.

»Det ser ud til, at børn oftest påvirkes mindre og har mildere sygdom,« skriver styrelsen.

Børn med kroniske sygdomme bør dog betragtes som værende i særlig risiko, fremgår det.

Ser man på det overordnede billede, er de fleste smittede i aldersgruppen 40 til 49 år.

Det er København efterfulgt af Østsjælland, der topper listen over landsdele med flest smittede.

Ifølge Statens Serum Institut ses der smittede i alle regioner. Der er kun enkelte kommuner, der endnu ikke har nogen påviste tilfælde.

Der er flest smittede mænd, og det skyldes ifølge instituttet, at flest mænd blev testet i den såkaldte inddæmningsfase.

Her var der særligt mange, der havde rejst i større grupper på skiferie til Østrig. Herfra vendte mange hjem med smitte i blodet.

De seneste oplysninger om antallet af borgere, der er indlag til behandling for coronavirus, er fra onsdag.

De viser, at 129 personer er indlagt på sygehuse landet over. Af dem er 24 indlagt på intensivafdeling og 18 i respirator.

Det samlede antal smittede personer var onsdag 1057 personer i Danmark.

Det reelle antal smittede er formentlig langt højere, da myndighederne har skiftet strategi og nu kun tester alvorligt syge.

Foreløbig er fire personer døde, mens de har haft coronavirus.

Det vides dog ikke, om det er virusset, der har været årsag til dødsfaldene.

/ritzau/