12 års fængsel til teenager og bandeleder

En teenage-dreng skal fire år i fængsel, efter en Black Cobra-leder sendte ham og hans 14-årige kammerat på drabsmission. Bandelederen fik otte års fængsel.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 16-årige Ilham Kakar blev tirsdag idømt fire års fængsel for drabsforsøg, efter han og hans 14-årige kammerat i februar sidste år opsøgte tatovør-forretningen »State of Grace« i Køge og affyrede flere skud mod forretningen. For at skyde og dræbe flere Bandidos-rockere, som var til stede. Det skriver bt.dk.

Forinden kendte et enigt nævningeting den 16-årige Ilham Kakar skyldig, men dommere og nævninge fandt også, at hjernen bag det hele var den 25-årige Oruc Türkoglu, som står i spidsen for indvandrerbanden Black Cobra i Køge, og som i februar i fjor lå i krig med netop Bandidos.

Anklager Thomas Hugger fra Midt- og Vestsjællands Politi havde forinden krævet en hård straf til den Oruc Türkoglu, som allerede har 12 domme på samvittigheden. Ti år måtte være prisen for et nøje tilrettelagt drabsforsøg, som han ifølge dommen satte sine to unge håndlangere til at udføre. Han fik tirsdag en dom på otte års fængsel.

Anklagemyndigheden havde også krævet, at man udnyttede strafferammen fuldt ud for den 16-årige Ilham Kakar, så han trods sin unge alder fik en »voksenstraf« på seks års fængsel. Tilmed krævede anklageren ham udvist af Danmark. Noget, hans forsvarer Gitte Juul Jensen protesterede voldsomt imod, fordi han blot var fem år, da han kom hertil i 2004, og i dag kun har en farbror i sit hjemland. Det blev tirsdag til en betinget udvisning, så den 16-årige Ilham Kakar kan blive i landet, såfremt han ingen kriminalitet begår i en prøveperiode på to år.

Men den person, som trykkede på aftrækkeren 6. februar 2013, var i virkeligheden den 16-åriges kammerat. En dengang blot 14-årig dreng, som ikke kunne dømmes i sagen, fordi han var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet. Han er i dag en sag for de sociale myndigheder og anbragt på et hjem i Nordjylland.

Oruc Türkoglu rystede afvisende på hovedet, da dommen faldt, og hans advokat ankede dommen på stedet.